Skip to main content
Uge 49 2025

Hvad skal vi holde øje med i 2026? "Et godt og langt" liv sætter retning

Statens Institut for Folkesundhed udgiver nu "Et godt og langt liv – Folkesundhed i fokus 2026", en ny årlig publikation, der samler de sundhedsudfordringer, som efter instituttets vurdering kræver særlig opmærksomhed fra fagfolk og beslutningstagere.

Et godt og langt liv er den første udgave i en serie, der fremover hvert år skal give et aktuelt og let tilgængeligt blik på folkesundhedens tilstand.

Publikationen bygger på instituttets forskningsmæssige ekspertise og præsenterer blandt andet data fra de nationale sundhedsprofiler og andre større undersøgelser. Målet er at rette lyset mod nogle af de mest påtrængende problematikker – fra små børn til ældre voksne.

”Vi giver her vores bud på, hvilke sundhedsudfordringer vi finder mest påtrængende at belyse. Vi håber, at publikationen kan bidrage til at kvalificere de politiske og faglige diskussioner, og samtidig skabe opmærksomhed og debat,” siger direktør for Statens Institut for Folkesundhed, Morten Hulvej Rod.

Ulighed i sundhed som gennemgående tema

Årets tema er ulighed i sundhed – en problematik, der går på tværs af alle aldersgrupper i form af tydelige forskelle mellem befolkningsgrupper.

”Man kan ikke sige folkesundhed uden også at sige ulighed. Det gennemsyrer alt, hvad vi arbejder med, at der er markante sundhedsmæssige forskelle mellem mennesker både socialt og geografisk. Det har vi vidst i årevis. Men overordnet set er uligheden desværre ikke blevet mindre,” siger Morten Hulvej Rod.

Publikationen udpeger tre grupper, hvor behovet for handling er særligt stort: børn, der vokser op i fattigdom, personer med udviklingshandicap og socialt udsatte borgere.

Redskab til forebyggende arbejde

Et godt og langt liv præsenterer data for hele livsforløbet, og ifølge Morten Hulvej tegner det et billede af vigtige sundhedsudfordringer, som både kræver faglig opmærksomhed og politiske prioriteringer.

Publikationen giver desuden eksempler fra instituttets igangværende forskning, herunder en række forskningsbaserede og forebyggende indsatser, som instituttet udvikler og afprøver i samarbejde med kommuner, regioner og civilsamfundsaktører. Her er både konkrete erfaringer, eksempler og perspektiver på, hvordan strukturel forebyggelse kan styrkes.

Ifølge Morten Hulvej Rod er ambitionen, at Et godt og langt liv bliver et praktisk redskab for beslutningstagere på alle niveauer, ikke mindst i det kommunale arbejde:

”Vi håber, at de nyvalgte kommunalbestyrelser vil bruge publikationen som anledning til at spørge: Hvordan står det egentlig til hos os? Gør vi nok for at styrke folkesundheden, og hvor skal vi gøre mere? Og så kan man jo allerede nu begynde at glæde sig til, at der kommer nye data fra sundhedsprofilerne til næste år.

Ny folkesundhedslov på vej

Udgivelsen kommer samtidig med, at Danmark står over for en ny folkesundhedslov, som forventes at få stor betydning for forebyggelsesarbejdet i de kommende år.

”Den nye folkesundhedslov er en stor mulighed for at styrke folkesundheden. Men hvis vi for alvor skal rykke noget, kræver det, at der vedtages nogle pejlemærker eller målsætninger, som man kan styre efter. Det vil hjælpe kommunerne med at prioritere, og det vil samtidig pege på områder, hvor der er behov for national lovgivning. Med Et godt og langt liv tager vi hul på diskussionen om, hvad vi konkret skal styrke eller ændre. Vi peger på problemer, men også på en række områder, hvor der er gode ting at bygge videre på,” siger Morten Hulvej Rod.

Det er som nævnt første gang, at instituttet udkommer med denne type publikation. Har du kommentarer eller feedback, hører vi gerne fra dig på sif@si-folkesundhed.dk

Kontakt: Direktør Morten Hulvej Rod, tlf.: 6550 7700, e-mail: rod@sdu.dk, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

Redaktionen afsluttet: 03.12.2025