Skip to main content
Uge 48 2024

Rapporter sætter fokus på Børneliv i sund balance

Børneliv i sund balance er en lokalsamfundsindsats designet til at fremme sunde hverdagsrammer og forbedre børns sundhed og trivsel. Nu har Statens Institut for Folkesundhed evalueret implementeringen af indsatsen og undersøgt børnenes trivsel og vægt før indsatsen.

Hvordan skaber man lokalbaserede indsatser, der fremmer børns trivsel og sundhed? Hvad skal der til, for at implementeringen lykkes – og hvilke forhold er vigtige at tage højde for, når en lang række lokale aktører i kommuner, såsom skoler, sundhedspleje, dagtilbud og foreningslivet, skal arbejde sammen?

To nye rapporter fra Statens Institut for Folkesundhed evaluerer projektet Børneliv i sund balance, der arbejder for at fremme sundhed og trivsel blandt børn i Danmark.

Projektet startede i 2020 og er målrettet omkring 6.500 børn i alderen 0-10 år i udvalgte områder i Albertslund, Aalborg og Frederikssund Kommune. Formålet er at støtte kommunerne, lokalsamfund og familier i at skabe sundere rammer for børns liv, fremme trivsel og sikre en sund vægtudvikling.

Undersøgelse ved baseline

Den ene rapport er en baselineundersøgelse for lokalområderne baseret på eksisterende data fra nationale registre og databaser.

”Baselineundersøgelsen beskriver den socioøkonomiske profil i interventions- og sammenligningsområderne og giver samtidig indblik i børnenes vægtstatus og generelle trivsel som udgangspunkt for at måle fremtidige forbedringer. Det er meningen, at vi i 2026 og 2029 følger op og evaluerer på, hvad projektet har haft af betydning for børnenes trivsel og vægt,” forklarer adjunkt Thora Majlund Kjærulff, en af forskerne bag evalueringen.

Centrale erfaringer og pointer

I den anden rapport evalueres implementeringsprocesserne i Børneliv i sund balance.

Rapporten belyser de mest centrale erfaringer og pointer ved implementering af kommunale sundhedsfremmeindsatser, som andre kommuner og implementeringsinteresserede kan lære af og lade sig inspirere af, fortæller adjunkt Dina Danielsen, der har været med til at udarbejde evalueringen:

”For eksempel har det været tydeligt, at både sundhedsfaglige og ikke-sundhedsfaglige fagprofessionelle ser en værdi i kontinuiteten i det sundhedsfremmende arbejde, når sundhedspleje, dagtilbud, skole, skolefritidsordninger og foreninger arbejder sammen med et målrettet fokus på sundhedsfremme i børnenes hverdag. Desuden opnår man større succes med at integrere sundhedsfremmende indsatser i den eksisterende praksis, når den lokale ledelse viser støtte, og hvor der er kollegialt engagement.”

En vigtig erfaring er også, at det kræver god tid og rigtig mange ressourcer, når man skal skabe forandringer lokalt.

”Det er for eksempel nødvendigt med projektmedarbejdere, der kan understøtte udvikling, tilpasning og implementering af de konkrete indsatser hen over et godt stykke tid, hvis den sundhedsfremmende praksis skal forankres og blive til ’noget, man bare gør’,” siger Dina Danielsen.

Indsatsen Børneliv i sund balance er udviklet af Center for Forebyggelse i praksis, KL. Begge rapporter er støttet af Nordea-fonden.

Kontakt: Adjunkt Thora Majlund Kjærulff, tlf.: 6550 7761, e-mail: thok@sdu.dk, og adjunkt Dina Danielsen, tlf.: 6550 7714, e-mail: dida@sdu.dk, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

Vil du vide mere?

rapporter

English version

Redaktionen afsluttet: 27.11.2024