Skip to main content
Uge 41 2024

Danske skolebørn bliver i højere grad ved med at dyrke motion sammenlignet med andre europæiske skolebørn

Børn og unge i Danmark fortsætter med at dyrke sport og motion i fritiden, når de bliver ældre, og i højere grad end børn og unge i andre europæiske lande. Det viser en international skolebørnsundersøgelse med data fra 44 lande.

Det er velkendt, at børn i løbet af teenageårene bliver mindre fysisk aktive og bevæger sig mindre. Sådan er det både i Danmark og i resten af Europa. Men til trods for, at den generelle fysiske aktivitet falder, jo ældre man bliver, fortsætter børn og unge i Danmark med at dyrke sport og motion i fritiden, og dét i højere grad end børn i størstedelen af Europa.

Det fremgår af HBSC-undersøgelsen, Health Behaviour in School-aged Children, som trækker på data fra samtlige lande i Europa samt Canada og en række centralasiatiske lande.

Undersøgelsen udføres i samarbejde med Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og bygger på data fra 279.117 børn i alderen 11, 13 og 15 år, der blandt andet har svaret på spørgsmål om, hvor ofte de dyrker sport og motion i fritiden.

”Børn bliver generelt set mindre fysisk aktive, jo ældre de bliver, og især i løbet af teenageårene. Det sker som regel, når den frie leg stopper. Derfor bliver struktureret fysisk aktivitet som for eksempel idrætstilbud i fritiden vigtige for, at de unge fortsat er fysisk aktive. Og meget tyder på, at dette er lykkedes i Danmark sammenlignet med andre lande. Vi kan nemlig se, at de danske 15-årige i højere grad bliver ved med at dyrke sport og motion i fritiden sammenlignet med deres europæiske jævnaldrende,” forklarer Julie Ellegaard Ibáñez Román, videnskabelig assistent på Statens Institut for Folkesundhed, der bidrager med forskning til den internationale HBSC-undersøgelse.

De danske 15-årige ligger på en 12. plads på listen over de mest fysisk aktive i fritiden. Det betyder, at de placerer sig bedre end 36 andre lande, men overgås af både Sverige, Norge, Finland samt Island, som ligger på en førsteplads.

”Der har været meget fokus i Danmark på det frafald, der sker i foreningslivet, når børn bliver ældre og stopper med at gå til planlagte idrætsaktiviteter, men noget tyder på, at danske unge alligevel fortsætter med sport og motion i fritiden, bare under nogle andre rammer. Det kunne for eksempel være, at de går til fitness eller løber en tur. Der er selvfølgelig stadig noget at indhente, især når vi sammenligner os med vores nordiske naboer. Men overordnet set er det positivt, at danske unge fortsætter med at dyrke sport og motion,” siger Julie Ellegaard Ibáñez Román.

Undersøgelsen gennemføres hvert 4. år, og næste gang er i 2026.

Tabellen viser 15-årige, der dyrker sport og motion tre eller flere gange om ugen.

Kontakt: Videnskabelig assistent Julie Ellegaard Ibáñez Román, e-mail: jule@sdu.dk, tlf.: 6550 7614, og lektor Mette Toftager, e-mail: mtoftager@health.sdu.dk, tlf.: 6550 7853, Institut for Idræt og Biomekanik, SDU.

Vil du vide mere?

Rapport

English version

Redaktionen afsluttet: 22.10.2024