Skip to main content
Uge 23 2024

Danmark er blandt de lande i Europa, hvor færrest børn oplever mobning i skolen

Færre danske børn bliver mobbet i skolen sammenlignet med børn i 43 andre lande i Europa og Canada. Til gengæld oplever danske børn oftere mobning på sociale medier, viser nyt internationalt studie.

I alt 279.000 11-, 13- og 15-årige skoleelever i 44 lande har svaret på spørgsmål om blandt andet mobning i et nyt studie fra det internationale forskningsprojekt Health Behaviour in School-aged Children (HBSC), som danske Skolebørnsundersøgelsen er en del af.

 

Her viser det sig, at der er mindre mobning i de danske skoler sammenlignet med de andre lande.

 

For eksempel er Danmark blandt de tre lande, hvor forekomsten af mobning i skolen er lavest blandt 13-årige. Her har syv procent af pigerne og seks procent af drengene oplevet mobning i skolen mindst 2-3 gange om måneden i de seneste par måneder.

 

Til sammenligning er Litauen dét land, hvor forekomsten af 13-årige børn, der mobbes i skolen, er højest. Her er hver tredje 13-årig blevet mobbet i skolen mindst 2-3 gange om måneden inden for de seneste på måneder.

 

Hvad angår andelen af børn, der mobber andre i skolen, ligger Danmark igen godt placeret på listen. For eksempel angiver kun to procent af de 11-årige piger og tre procent af de 11-årige drenge at have mobbet andre et par gange inden for de seneste par måneder.

 

Moldova er det land, hvor forekomsten af børn, der mobber andre, er højest. Her angiver 13 procent af pigerne og 21 procent af drengene at have mobbet andre et par gange inden for de seneste par måneder.

 

Mobning har store konsekvenser

 

For seniorforsker og projektleder på Skolebørnsundersøgelsen Katrine Rich Madsen er det en positiv nyhed, at forekomsten af mobning i skolen er lavere sammenlignet med andre lande.  Men hun siger samtidig, at uanset Danmarks placering på ranglisten, er tallene stadig alt for høje.

”Forekomsten af mobning i skolen har været nedadgående i Danmark de seneste 20 år, sikkert fordi skolerne har været dygtige til at forebygge mobning. Men selvom det er blevet markant bedre og går den rigtige vej, også sammenlignet med resten af Europa, er der jo stadig for mange børn, der mobbes herhjemme. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat arbejder med at forebygge mobning i de danske skoler,” siger Katrine Rich Madsen og understreger, at mobning har alvorlige konsekvenser for det enkeltes barns trivsel og ensomhed.

 

”For eksempel ved vi, at mobning mangedobler risikoen for smerter, psykiske problemer og risikoen for at droppe ud af skolen. Vores seneste forskning viser også, at forekomsten af ensomhed blandt børn, der udsættes for mobning både online og i skolen, er cirka ti gange så høj som blandt børn, der ikke mobbes. Så det nye studie må ikke blive en sovepude, vi har stadig meget at arbejde med, især fordi mobning i dag også foregår online og på de sociale medier. Dét bekræfter det nye studie desværre også.”

 

Mobning foregår også online

 

Studiet præsenterer nemlig også tal for mobning via sociale medier, og her har Danmark en mindre god placering.

 

For eksempel er 11 procent af de 15-årige piger og 13 procent af de 15-årige drenge i Danmark blevet mobbet online mindst én eller to gange inden for de seneste par måneder.

 

Dét placerer danske 15-årige på en 19. plads blandt alle de lande, der deltager i studiet.

 

”Tallene vidner om, at vi i Danmark skal blive bedre til at bekæmpe online mobning blandt børn. Vi ved desværre på nuværende tidspunkt kun lidt om, hvad der virker, men førende forskere inden for feltet peger blandt andet på, at fremtidige forebyggende indsatser bør være evidensbaserede og fokusere på mobning i alle dens former, både fysisk og via sociale medier,” siger Katrine Rich Madsen.

 

Fakta om Health Behaviour in School-aged Children (HBSC):

 

Det internationale forskningsprojekt Health Behaviour in School-aged Children (HBSC) er et samarbejde mellem forskergrupper i mere end 50 lande og Verdenssundhedsorganisationen WHO.

 

HBSC udfører sammenlignelige undersøgelser af repræsentative udsnit af 11-, 13- og 15-årige skoleelever med fire års mellemrum i i alt 50 lande.

 

Skolebørnsundersøgelsen er det danske bidrag til HBSC og er blevet gennemført 11 gange siden 1984.

 

Den seneste rapport fra Skolebørnsundersøgelsen 2022 kan downloades på www.hbsc.dk 

Kontakt:

Seniorforsker, forskningsleder og projektleder på Skolebørnsundersøgelsen, Katrine Rich Madsen, tlf.: 2726 8968, e-mail: krma@sdu.dk. Statens Institut for Folkesundhed, SDU.


 

Vil du vide mere?

studie

Redaktionen afsluttet: 05.06.2024