Skip to main content
Uge 46, 2015

Danskerne bliver tungere og tungere

Antallet af svært overvægtige danskere er steget markant – og det er især i Region Sjælland, at der er kommet ekstra kilo på sidebenene

Danskerne er ved at blive et tungt folkefærd. Siden 1987 er antallet af svært overvægtige danskere steget væsentligt.

Dengang i 1987 var 5,6 procent af den voksne befolkning svært overvægtig. I 2013 var det steget til 14,1 procent. Det svarer til, at der på lidt under 30 år er sket næsten en tredobling af andelen af svært overvægtige med en BMI på over 30.

Det viser en opgørelse fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU, der siden 1987 har opgjort danskernes sundhed og sygelighed – heriblandt overvægt.

Trussel mod folkesundheden

At der er fokus på svær overvægt skyldes, at fedme udgør et alvorligt sundhedsproblem.
Svær overvægt kan føre til mange alvorlige komplikationer, type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme, flere kræftsygdomme og slidgigt. Svær overvægt ledsages også af mange psykosociale problemer.

Figur. Andelen af svært overvægtige (%) i Danmark, fra 1987 til 2013.

Opgørelsen viser også, at der i områder svarende til de nuværende fem regioner har været en stigende andel af svært overvægtige i næsten hver eneste periode fra 1987 til 2013. Se her Danmarkskort over udviklingen

Flest svært overvægtige i Region Sjælland

Samtidig viser opgørelsen, at der er forskel på regionerne, hvad angår hvor mange, der er svært overvægtige.
Region Sjælland er den region, hvor andelen af svært overvægtige er størst. I 2013 var 16,8 procent af indbyggerne svært overvægtige.

I Region Hovedstaden er andelen af svært overvægtige mindst. I 2013 var 11,2 procent af indbyggerne svært overvægtige.

Redaktionen afsluttet: 11.11.2015