Skip to main content
Uge 41, 2016

Myten om, at grønlændere er beskyttet mod hjertekarsygdomme, holder ikke

Forestillingen om, at grønlændere er mindre disponeret for hjertekarsygdomme end europæere – muligvis på grund af kosten – holder ikke

I årtier har man troet, at grønlændere var særligt beskyttet mod hjertekarsygdomme muligvis på grund af den traditionelle kost, der er rig på fiskeolie. Men faktum er, at grønlændere har lige så mange risici for at udvikle hjertekarsygdomme som alle andre.

Det fremgår af et studie fra Center for Sundhedsforskning i Grønland ved Statens Institut for Folkesundhed.

I studiet har man gennemgået den videnskabelige litteratur om grønlændere og andre inuit, det vil sige oprindelige folkeslag i Arktis, for at vurdere deres risiko for hjertekarsygdomme, såsom blodpropper i hjertet eller hjernen.

”Der har længe hersket en forestilling om, at grønlændere ikke fik hjertekarsygdomme, fordi de får meget fiskeolie gennem kosten. Men for det første er fiskeoliens effekt eller mangel på samme ikke endeligt dokumenteret. Og for det andet finder vi, at grønlændere har lige så mange risici for at udvikle hjertekarsygdomme som folk i Vesten. Så vi må konkludere, at uanset en mulig beskyttende effekt af fiskeolie er der meget andet, der skubber i den forkerte retning,” siger Maria Tvermosegaard, ph.d.-studerende ved Center for Sundhedsforskning i Grønland.

Genetisk disponeret for diabetes

Af studiet fremgår det, at det blandt andet er rygning, fedme, fysisk inaktivitet og forhøjet blodtryk, der påvirker grønlændernes risiko for hjertekarsygdomme. Samtidig bliver den grønlandske befolkning ældre, hvilket betyder, at der er flere, der risikerer at få hjertekarsygdomme med alderen.

”Samfundet i Grønland har ændret sig markant i løbet af det sidste halve århundrede. Mange lever i dag et mindre traditionelt liv. Man sidder mere ned og spiser mere usundt, ligesom mange fortsat ryger meget. Samtidig viser det sig, at nogle grønlændere er genetisk disponerede for diabetes, hvilket udgør en stor risiko for at udvikle hjertekarsygdomme. Så summen af alt det er, at grønlændere har en markant risiko for hjertekarsygdomme,” siger Maria Tvermosegaard.

Man ved endnu ikke med sikkerhed, hvor mange grønlændere der har hjertekarsygdomme, men det skal et nyt forskningsprojekt kortlægge.

Studiet er lavet i samarbejde med Steno Diabetes Center og Grønlands Center for Sundhedsforskning, Grønlands Universitet.

Vil du læse mere?

Find artiklen her

Redaktionen afsluttet: 12.10.2016