Skip to main content
Ugens tal, uge 38

Andelen af unge rygere kan halveres i 2030

Fokus på rygning i skolerne, røgfri hjem og en prisstigning på 50 procent på tobak kan få færre unge til at ryge i fremtiden, men er ikke nok, hvis regeringens mål om en røgfri fremtid skal indfries. Det viser en ny fremskrivning.

Andelen af 25-årige rygere kan halveres i 2030, hvis man fra nu af og ti år frem sætter ind på tre forskellige fronter. Det viser en fremskrivning fra Statens Institut for Folkesundhed. Her har forskere undersøgt, hvilket potentiale tre forskellige tiltag har for at mindske andelen af 25-årige rygere.

De tre tiltag er at sætte prisen op på en pakke cigaretter med 50 procent, sikre at børn og unge vokser op i røgfri hjem og indføre flerstrengede indsatser i grundskole og på ungdomsuddannelser, som blandt andet kan være undervisning om og regler for rygning samt forældreinvolvering.

”Det er især prisstigningen på cigaretter, der har potentiale til at få færre til at ryge, men hvis alle tre tiltag tages i brug samtidigt, vil det halvere andelen af unge rygere. Det vil sige, at der om ti år vil være 17 procent unge mænd og 13 procent unge kvinder, der ryger,” siger Susan Andersen, postdoc ved Statens Institut for Folkesundhed, der har været med til at udarbejde fremskrivningen.

Stadig lang vej til røgfri fremtid

Regeringen har et mål om en røgfri fremtid i 2030, hvor ingen børn og unge ryger, og ét af de tiltag, der allerede er indført, er højere priser. Som en del af Finansloven har regeringen i år hævet tobaksafgiften, så en gennemsnitlig pakke cigaretter er steget til 55 kroner, og om to år hæves prisen yderligere til 60 kroner. Det er i alt en stigning på omtrent 50 procent.

En prisstigning på 50 procent er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men vores fremskrivning viser, at det i sig selv ikke kan sikre en røgfri fremtid i 2030. Der skal mere til,” siger Susan Andersen og foreslår blandt andet endnu højere priser på tobak, flere røgfri miljøer og tobak under disken.

Forskerne har taget udgangspunkt i rygeprævalensen i 2017 og foretaget fremskrivningen ud fra de resultater, som de tre tiltag allerede har haft både i Danmark og i udlandet.

Studiet er netop udgivet i tidsskriftet Scandinavian Journal of Public Health.

Kontakt:

Postdoc Susan Andersen, e-mail: sua@si-folkesundhed.dk, tlf.: 6550 7816, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

 

 

 

Vil du vide mere?

Artikel

Redaktionen afsluttet: 16.09.2020