Menu
Uge 31, 2018

Scleroseramte er især født eller opvokset i eller omkring Aarhus, Randers, Nyborg, Esbjerg og Thyholm

Første kortlægning af personer med sclerose viser, at risikoen for at udvikle sclerose afhænger af, hvor man er født eller opvokset

For første gang har forskere kortlagt, hvor i Danmark personer med sclerose er født eller opvokset.

Kortlægningen viser, at personer, der er født eller opvokset i eller omkring Aarhus, Favrskov, Randers og andre midtjyske byer samt Nyborg, Esbjerg og Thyholm har markant større risiko for at udvikle sclerose end landsgennemsnittet.   

Til gengæld har borgere, der er født eller opvokset på Lolland, Juelsminde og nord for Aalborg, en lavere risiko end landsgennemsnittet. Det gælder også dem, der er født eller opvokset i København og omegn.

Det er Statens Institut for Folkesundhed, der har udarbejdet kortlægningen. Formålet har været at afprøve en teori om, at det især er i barndommen eller ungdommen, at man eksponeres for noget, som øger risikoen for senere i livet at få sclerose.

I gennemsnit 18 procent større risiko

I alt lever 16.000 danskere med sclerose, og hvert år får yderligere 650 personer diagnosen. Det sker som regel i alderen 20-40 år, og det er især kvinder, der rammes. Man ved ikke, hvad sclerose skyldes, men det menes at være en kombination af arv og miljø.

”Vores kort viser, at der er en markant større risiko for at udvikle sclerose, hvis man er født eller opvokset i visse områder i Danmark. I disse områder er der i gennemsnit 18 procent større risiko for at få sclerose sammenlignet med andre steder i landet. Vi kan ikke sige, hvad det skyldes, men vores undersøgelser tyder på, at der kunne være noget i nærmiljøet. Det kunne for eksempel være livsstil, forurening eller drikkevandets kvalitet,” siger Kristine Bihrmann, postdoc på Statens Institut for Folkesundhed. 

I de områder, hvor der er en lavere andel af scleroseramte i forhold til resten af landet, er der i gennemsnit 15 procent lavere risiko for at få sclerose.

Danmarkskort over sclerose

 Det første kort illustrerer, at man har øget risiko for sclerose, hvis man er født i de røde områder, og lavere risiko, hvis man er født i de grønne. Er man f.eks. født omkring Randers, har man omkring 20 procent større risiko sammenlignet med landsgennemsnittet.

 Kort 2 viser forskellen i risikoen i forhold til, hvor man boede som 15-årig. Det vil sige, at man har øget risiko for sclerose, hvis man boede i de røde områder som 15-årig, og lavere risiko, hvis man boede i grønne områder som 15-årig.

 

 

Til kortlægningen har Scleroseregistret bidraget med data på omkring 13.000 scleroseramte, der i perioden 1971-2013 fik de første symptomer på sygdommen. Disse data er koblet med adresser på, hvor de boede, da de blev født, og igen hvor de boede, da de fyldte 15 år. Samtidig har der været en kontrolgruppe af danskere uden sclerose, hvis fødested og opvækstadresse også har været kendt.

Projektet er lavet i samarbejde med Scleroseregistret og Statens Seruminstitut og er delvist finansieret af Scleroseforeningen.

Studiet er netop blevet publiceret i det internationale tidsskrift Multiple Sclerosis and Related Disorders.

 

Kontakt: Postdoc Kristine Bihrmann, Statens Institut for Folkesundhed, tlf.: 6550 7736, e-mail: akri@si-folkesundhed.dk

Vil du læse mere?

Læs artiklen her

Vil du modtage nyheder om folkesundhed?

Tilmeld dig Ugens tal her

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies