Skip to main content
Uge 19, 2015

Flere helt unge grønlændere begår selvmord

Flere helt unge grønlændere vælger at tage deres eget liv. Flere er under 20 år, og der ses også selvmord i aldersgruppen 10-14 år

Grønland har en af verdens højeste selvmordsrater, og i mange årtier har det især været de unge grønlændere i aldersgruppen 20-24 år, der vælger at tage deres eget liv.
Sådan er det stadig, men nu er der flere unge, der begår selvmord, inden de fylder 20 år.

Det viser et nyt studie fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU, der forsker i den grønlandske befolknings sundhedsstilstand.

Studiet er netop publiceret i et internationalt tidsskrift og viser, at andelen af personer under 20 år, der begår selvmord, er vokset væsentligt i perioden 1970-2011.

Sammenligner man med Danmark, begås langt de fleste selvmord her af ældre personer. Selvmord blandt unge under 20 år forekommer kun sjældent.

"Selvmord kom som et større fænomen til Grønland i 1970erne, og siden har det været især de 20-24-årige mænd, der begår selvmord. Sådan er det stadig, men samtidig ser vi også, at de, der tager deres eget liv, bliver yngre og yngre. Det er en bekymrende udvikling," siger forsker Christina Viskum Lytken Larsen fra Statens Institut for Folkesundhed.

Studiet viser, at der i den generation, der er født mellem 1950-59, kun fandt et enkelt selvmord sted i gruppen af 10-14 årige, mens der blev begået 17 selvmord i samme aldersgruppe i den generation, der er født mellem 1980-1989.

Samtidig udgjorde andelen af selvmord, som er blevet begået af personer under 20 år, 7 procent i generationen født mellem 1950-59, mens det gjaldt halvdelen af de selvmord, som blev begået i generationen født mellem 1980-89.

Figur over selvmordsraten per 100.000 personår fordelt på fire fødselsårgange blandt grønlændere født fra 1950 til 1989. N=1.346.

Figuren viser, at jo yngre generation, jo flere selvmord forekommer der blandt de helt unge under 20 år. Det kan man se, ved at kurven tager et lille ryk mod venstre mellem hver generation i retningen fra den ældste generation født i 1950-59 til den yngste generation født mellem 1980-89.

Selvmord er knyttet til overgreb

Christina Viskum Lytken Larsen peger på, at selvmord blandt unge længe har været en væsentlig udfordring for folkesundheden i Grønland. Det gælder også for de oprindelige befolkninger i Alaska og Canada.

Andre steder i de fleste vestlige lande, herunder Danmark, gælder det modsatte. Her er det som nævnt primært ældre mennesker, der vælger at tage deres eget liv, og tilfældene af selvmord er ofte forbundet med psykiatriske problemstillinger.

I Grønland skal den høje forekomst af selvmord blandt de unge ses i sammenhæng med overgreb i barndommen.

”Vi kan ikke forklare, hvorfor selvmorderne bliver yngre og yngre. Det ved vi ikke endnu. Men vi ved fra tidligere undersøgelser, at selvmord blandt unge grønlændere blandt andet skal ses i sammenhæng med en tilsvarende høj forekomst af seksuelle overgreb mod børn samt det faktum, at en betydelig del af befolkningen er vokset op i hjem med alkoholmisbrug,” siger Christina Viskum Lytken Larsen.

En selvmordsrate på 87,7

Siden 1993 har Statens Institut for Folkesundhed på baggrund af befolkningsundersøgelserne i Grønland blandt andet dokumenteret en tydelig sammenhæng mellem traumatiske hændelser i barndommen og selvmordsforsøg samt selvmordstanker senere i livet.

Før 1960 forekom selvmord i Grønland stort set ikke, men i takt med moderniseringen steg antallet af selvmord voldsomt efter 1970erne og har siden 1980erne været næsten uændret. I perioden 1970-2011 blev der i gennemsnit begået 40 selvmord om året svarende til en selvmordsrate på 87,7 selvmord pr. 100.000 personår.

Til sammenligning ligger raten i Danmark under 20.

Vil du læse mere?

Find artiklen her

Redaktionen afsluttet: 06.05.2015