Skip to main content
Uge 17, 2016

Stressramte er oftere rygere og vejer mere

Personer, der er stressede, er oftere rygere og har oftere flere kilo på kroppen end personer, der ikke er stressede

En ny analyse viser, at der er en sammenhæng mellem stress og overvægt samt rygning. Blandt stressramte danskere er der en større andel, der ryger dagligt og er overvægtig, sammenlignet med ikke-stressede danskere.

Analysen er foretaget af Statens Institut for Folkesundhed, SDU. I alt er 160.000 mennesker blevet spurgt om deres helbred, trivsel og sundhedsvaner.

Resultatet er, at 25 procent af de personer, der ofte er nervøse eller stressede, ryger dagligt. Det er væsentligt flere end dem, der kun engang imellem eller aldrig er nervøse eller stressede. Her er det kun 16, der ryger dagligt.

Svært overvægtige

Analysen viser endvidere, at 18 procent af de personer der ofte er nervøse eller stressede, er svært overvægtige. Blandt dem, der kun engang imellem eller aldrig er nervøse eller stressede, er kun 14 procent svært overvægtige.

"Vi ved, at stress har negative konsekvenser på ens velbefindende og livskvalitet, ligesom det påvirker risikoen for f. eks. hjerte-kar-sygdom og depression. Derfor er det problematisk, at personer, der er ramt af stress, også i højere grad ryger og er overvægtige. Det øger nemlig også risikoen for en lang række sygdomme," siger post.doc Anne Illemann Christensen fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

Andel, der ryger dagligt og andelen, der er svært overvægtig, opdelt på stress. Aldersjusteret procent.

I alt angiver 11 procent af den voksne befolkning, at de ofte eller meget ofte er nervøse eller stressede. Det svarer til ca. 450. 000 personer.

Tallene stammer fra Den Nationale Sundhedsprofil, som Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet står bag ved sammen med de fem regioner og Sundhedsstyrelsen.

Analysen er baseret på et tværsnitsstudie, og det er således ikke muligt at konkludere, om stress fører til rygning og overvægt, eller om overvægt og rygning fører til stress. Det er kun muligt at konkludere, at der er en sammenhæng.

Vil du læse mere?

Find undersøgelsen her

Redaktionen afsluttet: 27.04.2016