I dag udkommer rapporten Sygdomsbyrden i Danmark – risikofaktorer. Den viser, hvordan ni risikofaktorer belaster samfundet, sundhedsvæsenet og danskerne. Rygning er helt i top, men også andre faktorer bidrager betydeligt til sygdomsbyrden.
Der er årligt omkring 16.000 ekstra antal dødsfald i Danmark blandt personer, der ryger eller har røget, i forhold til personer, der aldrig har røget.
Det svarer til omkring 30 procent af alle dødsfald i den voksne danske befolkning. Og dét gør rygning til den risikofaktor, der fortsat fylder mest i den danske sygdomsbyrde.
Det fremgår af rapporten Sygdomsbyrden i Danmark – risikofaktorer, der udkommer i dag. Rapporten er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed for Sundhedsstyrelsen. Dens formål er at bidrage med viden om, hvad ni forskellige risikofaktorer betyder for dødelighed, kontakter til sundhedsvæsenet og fravær fra arbejdsmarkedet.
I rapporten bliver den ekstra byrde ved en given risikofaktor estimeret ved at sammenligne personer med og uden risikofaktoren – eksempelvis personer, der ryger eller har røget, med personer, der aldrig har røget.
Vil du vide mere? Tryk her