Nyt studie undersøger, hvordan litteratur, fortællekunst og fantasi kan hjælpe pårørende og plejepersonale med at forstå mennesker med fremskreden demens, når deres sprog sviger.
Hvordan kan man bevare en form for kommunikation og en tæt relation med en person med fremskreden demens, hvis sprog og hukommelse forsvinder?
Det forsøger et nyt studie at give et bud på.
Studiet er netop udgivet i det videnskabelige tidsskrift Medical Humanities og bygger på analyser af litteratur, filosofi, etik, kritisk teori og erfaringer fra plejepraksis.
Studiet peger på, at litteratur, fortællekunst og en praksis, der kaldes kritisk fabulation, kan hjælpe pårørende og plejepersonale med at bevare de ”tabte” stemmer og på den måde nærme sig mennesker med demens’ fortællinger på.
