Skip to main content

Ugens tal: Over 40 mio. kroner til fremme af sund vægtudvikling hos små børn

28.09.2023

Statens Institut for Folkesundhed har modtaget en bevilling på over 40 mio. kroner fra Center for Sundt Liv og Trivsel.

Bevillingen går til en forskningsbaseret indsats, der skal give førstegangsforældre og deres små børn en tryg og sund start på livet.

Indsatsen hedder VÆKST – en sund og tryg start på livet og er udviklet af forskere på Statens Institut for Folkesundhed i samarbejde med sundhedsplejersker samt nationale og internationale eksperter.

Formålet med indsatsen er at fremme sund vægtudvikling og trivsel blandt spædbørn og små børn.

I alt skal 1.600 børn og deres forældre i ti forskellige kommuner deltage i indsatsen. Forældrene vil få støtte og vejledning af sundhedsplejersken i meget tidligt at etablere sunde vaner og rammer indenfor mad og måltider, bevægelse, skærmbrug, søvn og på at skabe tryghed i familien.

Det er den private og uafhængige forening Center for Sundt Liv og Trivsel, der har givet bevillingen på over 40 mio. kroner.

Vil du vide mere?

Ugens tal