Mange elever på landets erhvervs- og FGU-skoler bruger snus, ryger eller damper fortsat i skoletiden, og dét på trods af at røgfri skole er indført ved lov.
Derfor går forskere ved Statens Institut for Folkesundhed nu i gang med at undersøge, hvad der skal til for, at røg- og nikotinfri skoletid kan gennemføres på landets erhvervsskoler og FGU-skoler.
TrygFonden har doneret fire millioner kroner til projektet.
Forskerne skal blandt andet undersøge, hvordan man kan forbedre og styrke implementeringen af røg- og nikotinfri skoletid – og blandt andet blive klogere på de udfordringer og barrierer, som skolerne, medarbejderne og eleverne oplever i forbindelse med forbuddet.
En række erhvervs- og FGU-skoler i Danmark vil få tilsendt spørgeskemaer om, hvordan de arbejder med røg- og nikotinfri skoletid. Derudover vil forskerne besøge udvalgte skoler for at følge hverdagen tæt, lave interviews og afholde workshops.
Projektet forventes at starte i oktober 2024.