Skip to main content

Ugens tal: Danske 15-årige er de unge i hele Europa, der drikker mest, viser ny WHO-rapport

19.05.2020

En ny, international rapport fra WHO med deltagelse af unge fra 45 lande giver igen en trist førsteplads til danske 15-årige. De har nemlig størst erfaring med alkohol sammenlignet med deres jævnaldrende fra andre europæiske lande.

Danske 15-årige drikker hyppigst alkohol og har oftest prøvet at være fuld sammenlignet med jævnaldrende fra resten af Europa. Det er en europarekord, de danske unge har haft i mange år, og det har de stadig. Det viser en ny rapport fra WHO.

Rapporten, der udkommer i dag, er baseret på data fra 227.000 europæiske skoleelever i alderen 11, 13 og 15 år og omhandler europæiske unges trivsel, helbred og sundhedsadfærd, herunder alkoholvaner. WHO-studiet foretages hvert fjerde år og omfatter data på skoleelever fra stort set alle europæiske lande. Det gør det muligt at sammenligne tal på tværs af landene.

Førstepladsen for mest erfaring med alkohol er dog ikke den eneste førsteplads, de danske 15-årige får. Rapporten viser nemlig også, at de danske unge indtager en førsteplads i Europa, når det handler om at få støtte fra deres venner. Hele 78 procent af de 15-årige oplever, at kunne dele deres bekymringer med vennerne, og at vennerne er der for dem, når de har brug for hjælp.

Statens Institut for Folkesundhed står bag den danske del af studiet, hvor 3.660 skoleelever fra 5., 7. og 9. klasse har bidraget til undersøgelsen.
Se Ugens tal

Klik her