Rapporten giver et opdateret indblik i udviklingen i børn og unges tobaks-og forbrug af tobaks- og nikotinprodukter.
Over de seneste fem år er andelen af unge, der bruger e-cigaretter/vapes dagligt eller lejlighedsvist, steget fra 3,9 procent i 2020 til 9,9 procent i 2025. Det er især fra efteråret 2021 til 2022 samt fra efteråret 2023 til 2024, at forbruget er steget.
Samtidig er andelen, der føler sig meget afhængige af e-cigaretter/vapes, steget, især blandt kvinder; fra 14,0 procent i 2023 til 24,6 procent i 2025.
Det er nogle af de resultater, som fremgår af den seneste §RØG-rapport, der udkommer i dag.
Rapporten er den syvende i rækken i §RØG-undersøgelsen, som blev igangsat i forbindelse med den nationale handleplan mod børn og unges rygning, som et bredt flertal i Folketinget vedtog i december 2020.
Undersøgelsen strækker sig nu fra 2020 og frem til 2030, og følger udviklingen i børn og unges forbrug samt deres kendskab til og oplevelse af gældende regler.
§RØG-undersøgelsen udføres af Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Lungeforeningen, og er finansieret af TrygFonden.