Skip to main content

Bevilling til forskning i konsekvenser af druk blandt unge og særlige risikogrupper

12.11.2025

Professor Janne Tolstrup, Statens Institut for Folkesundhed, har netop modtaget 2,5 mio. kroner fra Kræftens Bekæmpelse.

Danske unge har et højt alkoholforbrug, hvilket giver skader i form af fortrudte handlinger, skole-dropout, ulykker og ultimativt dødsfald.

Med bevillingen fra Kræftens Bekæmpelse skal professor Janne Tolstrup lede et nyt forskningsprojekt, der belyser, om der er sammenhæng mellem social position og hvilke unge, der tager alvorligt skade af at drikke.

Samtidig skal forskerne undersøge mulige forklaringsmekanismer på, om sammenhæng mellem social position og alvorlig alkoholrelateret skade kan tilskrives faktorer som familiestatus - for eksempel forældres separation - boligforhold, mental sundhed hos den unge, stresspåvirkninger - såsom økonomiske problemer i familien - forældres holdning til alkohol og stoffer samt forholdet mellem forælder og den unge.

Forskerne vil blandt andet trække på datakilder som spørgeskemaundersøgelser, sygdomsregistre og patientjournaler på unge og deres forældre. Social position vil blive defineret ud fra forældres uddannelsesniveau, indkomst og erhvervsmæssige stilling.

Målet med forskningsprojektet er at skabe konkret viden om konsekvenser af druk blandt unge og særlige risikogrupper, der kan bruges til at målrette forebyggende strategier.

Projektet udføres i samarbejde med forskere på KU og Bristol University.