Skip to main content

Tobak er stadig en af de helt store folkesundhedsmæssige udfordringer. Årligt dør 12.000 personer i Danmark på grund af tobak, hvilket svarer til 20-25 procent af alle dødsfald. Hver anden person, der ryger, kommer til at dø af rygerelaterede årsager. På SIF holder vi øje med udviklingen i tobaksforbruget, og forsker i hvordan vi kan reducere andelen, der ryger.

Omkring 14 procent af den voksne befolkning ryger dagligt, og yderligere 4,5 procent ryger lejlighedsvist. På trods af at andelen, der ryger, har været faldende gennem de seneste årtier, er der stadig grund til at holde godt øje med udviklingen. Hver dag begynder 40 unge mennesker i Danmark at ryge. Dertil kommer et voksende marked for andre tobaks- og nikotinholdige produkter, som især ser ud til at have vundet indpas blandt de unge. En tredjedel af alle af børn og unge bruger mindst et tobak- eller nikotinholdigt produkt, dvs. at de ryger cigaretter, bruger e-cigaretter, opvarmet tobak, snus eller nikotinposer. Det svarer til 350.000 personer i alderen 15-29 år.

Potentialet for at gøre en forskel på tobak- og nikotinområdet er derfor stort og højt prioriteret på SIF.

Vi forsker bl.a. i

  • Tobak og nikotins betydning for folkesundheden
  • Forebyggelse og rygestop/stop af nikotinprodukter
  • Den sociale ulighed i tobak- og nikotinforbrug
  • De nye tobaks- og nikotinprodukter
  • Lovgivningens effekter på tobak- og nikotinforbrug

Vi har et særligt fokus på børn og unge, og på, hvordan man kan forhindre dem i at begynde at ryge eller bruge nikotinprodukter. Vi udvikler, udfører og evaluerer interventioner med det formål at forhindre og begrænse tobak- og nikotinforbrug blandt børn og unge.

Vores forskning bruges blandt andet til at rådgive offentlige myndigheder.

SIF er medlem af partnerskabet Røgfri Fremtid etableret af Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.

Rapporter

Find her

Projekter

Find her

Find en forsker

Tobak og nikotin

Strategi

LÆS MERE

Sidst opdateret: 31.10.2023