Skip to main content

Forsker, Stine Kjær Wehner, ph.d. og cand.scient. i idræt

Jeg har en bacheloruddannelse i folkesundhedsvidenskab, en kandidatuddannelse i humanistisk-samfundsvidenskabelig idræt og en ph.d.-grad. Jeg forsker i, hvordan man kan fremme børn og unges sundhed og trivsel, og hvordan nye indsatser evalueres.

Jeg er særligt interesseret i, hvordan fænomener relateret til sundhed og trivsel forstås og opleves af de mennesker, der er i berøring med fænomenet.

Mit ph.d.-projekt omfattede kvalitative studier af implementeringen af en større sundhedsfremmende indsats på gymnasier, særligt med fokus på gymnasielevernes perspektiver og oplevelser. Denne tilgang og indsigt bringer jeg med ind i projekt Små Børns Sundhed.

Med udgangspunkt i Små Børns Sundhed er jeg i gang med en etnografisk undersøgelse af Sundhedsplejen som ramme og udgangspunkt for forebyggende interventioner i den tidlige barndom.

Hertil udforsker jeg gennem interviews og deltagerobservationer perspektiver set fra forældre, sundhedsplejersker og ledende sundhedsplejersker; både hvad angår sundhedsplejerskernes sædvanlige praksis og praksis med afprøvningen af VIPP-PUF indsatsen.

Mine undersøgelser vil bidrage med en dybdegående indsigt i muligheder og betingelser for at implementere og eventuelt forankre en indsats som VIPP-PUF i den eksisterende organisering og faglighed indenfor Den Kommunale Sundhedspleje.

Du kan læse mere om mine undersøgelser her.

Sidst opdateret: 11.09.2023