Skip to main content

Forsker Janni Ammitzbøll, MPH, ph.d. og sundhedsplejerske

Jeg er sundhedsplejerske og har både i Danmark og i udlandet arbejdet med små børn, først i hospitalsvæsenet og senere i småbørnsfamiliernes eget hjem og lokalområde.

Allerede i min første tid som sundhedsplejerske blev jeg opmærksom på en række udviklingsmæssige behov for støtte hos nogle børn. Men jeg savnede validerede redskaber til at identificere disse sårbare børn. Og jeg savnede også forskningsbaseret viden om, hvordan børnene og deres forældre kan hjælpes, så vi som sundhedsplejersker, i samarbejde med forældrene, kan forebygge alvorlige udviklingsmæssige komplikationer hos barnet og uhensigtsmæssige belastninger i familien.

Det har ført mig ind i forskningens verden og til en ph.d.-afhandling, hvor jeg har valideret en metode til en systematisk undersøgelse af små børns psykiske udvikling inden for sundhedsplejen. Metoden kaldes PUF, der står for Psykisk Udvikling og Funktion, og sammen med småbørnsforskere og en række sundhedsplejersker har jeg udviklet PUF-programmet til en basal indsats i sundhedsplejen. Vores undersøgelser og min undervisning har vist, at PUF-programmet fungerer som det vigtige første skridt i en systematisk opsporing og indsats over for mental sårbarhed hos små børn. Men de mest sårbare børn og deres forældre har brug for en særlig indsats, og det har derfor været vigtigt for mig dels at få kendskab til VIPP-metoden, dels være med til at udvikle VIPP-PUF indsatsen, som vi nu afprøver i Små Børns Sundhed.

Sidst opdateret: 23.02.2022