Spring til hovedindhold

Senere mødetid i skolen

Mange unge får ikke den søvn, de har behov for. To tredjedele af danske elever i 9. klasse sover mindre end de anbefalede 8 timer pr. nat, og mange oplever træthed i skoledagen. Samtidig forskydes unges biologiske døgnrytme i puberteten, hvilket gør det vanskeligere at falde tidligt i søvn og stå tidligt op. Utilstrækkelig søvn kan påvirke både fysisk og mental sundhed, læring, trivsel og sociale relationer. International forskning peger på, at senere mødetider i skolen kan øge søvnlængden og forbedre trivsel og skoleengagement. De fleste studier dog stammer fra USA, hvor skoledagen kan starte tidligere end i Danmark. Der mangler derfor viden om, hvordan senere mødetider planlægges, implementeres og fungerer i en dansk skolekontekst, samt hvilke forhold der er afgørende for, at det skaber de ønskede gevinster.

 

Formål

Projektet skal udvikle ny viden om gennemførlighed, implementering og betydning af senere mødetider i danske skoler. Formålet er at undersøge, hvordan indførelsen af senere mødetid planlægges, besluttes og implementeres, samt hvilke erfaringer skoleledere, lærere, elever, forældre og kommunale aktører har med den ændrede mødetid. Projektet undersøger også, hvilke organisatoriske og praktiske forhold der understøtter implementeringen, hvordan eleverne anvender den ekstra tid om morgenen, og hvilke potentielle konsekvenser senere mødetid kan have for søvn, trivsel og skoleliv.

 

Resultaterne skal danne grundlag for en vurdering af, om senere mødetider er en gennemførlig indsats i danske skoler, og for planlægningen af et eventuelt efterfølgende effektstudie.

 

Metode

Projektet anvender en mixed methods-tilgang. Først gennemføres en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blandt skoleledere for at kortlægge udbredelsen af og erfaringerne med senere mødetider. Dernæst gennemføres interviews med skoleledere, lærere, elever, forældre og kommunale aktører for at belyse beslutningsprocesser, implementeringserfaringer og oplevede konsekvenser. Endelig afholdes workshops med unge og fagpersoner, hvor viden og erfaringer omsættes til forslag til understøttende strategier. Resultaterne fra de forskellige datakilder integreres i en samlet analyse af gennemførlighed, implementering og mulige virkninger af senere mødetider i danske skoler.

 

Projektperiode

19.10.2026 - 31.12.2028

 

Samarbejdspartnere

Projektet gennemføres i samarbejde med Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse (CKFF). Projektet ledes af forskningsleder og seniorforsker Susan Andersen (SIF). Desuden deltager lektor Dina Danielsen (SIF), seniorforsker og lektor Christina Bjørk Petersen (CKFF) som medprojektleder samt postdoc Nina Kamstrup-Larsen (CKFF).

 

Just Human og Gentofte Kommune indgår som samarbejdspartnere i projektet og bidrager med viden og erfaringer om unges søvn og senere mødetider i skolen.

 

Bevillingsgivere

TrygFonden 

Sidst opdateret: 20.10.2026