De fleste rammes hvert år af luftvejsinfektioner og ca. 800.000 danskere lever med astma og/eller kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL). Flere studier har vist, at luftforurening fra husdyrbesætninger kan give anledning til en række helbredsskader herunder lungesygdomme og luftvejsinfektioner. Der er derfor risiko for, at det kan have helbredsmæssige konsekvenser for lungerne og luftvejene, at bo tæt på en husdyrbesætning. I Danmark er der cirka 13.000 husdyrbesætninger med malkekøer, kødkvæg, svin og fjerkræ, og den danske svineproduktion er stor med cirka 17,5 millioner slagtesvin årligt.
Risikoen for eller forværring af lungesygdomme og luftvejsinfektioner som konsekvens af at bo tæt på husdyrbesætninger, har tidligere været undersøgt. Men konklusionerne i de tidligere studier er modstridende. Ingen større danske studier har endnu belyst denne problemstilling. Undersøgelsen vil forbedre vores forståelse af de potentielle helbredsmæssige konsekvenser for lungerne, der kan være forbundet med at bo i nærheden af husdyrbrug.
Formål
Projektet består af to registerbaserede delstudier med følgende formål:
- At undersøge sammenhængen mellem nærhed til husdyrbrug og risikoen for astma blandt børn i alderen 0-6 år i perioden 1999 – 2022.
- At undersøge sammenhængen mellem nærhed til husdyrbrug og risiko for forværring af astma, kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) eller luftvejsinfektioner i den danske befolkning på 30 år eller derover i perioden 1998-2022.
Nærhed til for husdyrbrug bestemmes for en persons bopælsadresse og belyses ved forskellige mål for eksponering, herunder hvornår i livet og hvor længe man bor tæt på et husdyrbrug, afstanden til nærmeste husdyrbrug samt antal og type af dyr (grise, kvæg, fjerkræ, mink) på nærmeste husdyrbrug.
Metode
Studiet er et registerbaseret kohortestudie og inkluderer personer, der på et tidspunkt har boet uden for større byer i Danmark i perioden 1997-2022. I studiet indgår husdyrdata (1993-2022), bopælsadresser samt information om hospitalskontakter, udleveret receptpligtig medicin og CPR-registret.
Incident astma analyseres ved brug af en Poisson regression, og forværring af sygdomme analyseres ved brug af logistisk regression. Eksponering til husdyrbrug bestemmes i forhold til forskellige definitioner af eksponering, f.eks. afstand til nærmeste husdyrbrug. Analyserne justeres for køn, socioøkonomiske forskelle og forældres astmastatus
Projektperiode
Forår 2023 - medio 2026
Samarbejdspartner
Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, Københavns Universitet.
Bevillingsgiver
Karen Elise Jensen Fonden