Psykisk mistrivsel blandt børn er et stigende problem i Danmark. Mange forældre oplever usikkerhed omkring, hvordan de bedst støtter deres barn, når de første tegn på mistrivsel opstår. ParentHelper udvikles som et digitalt, gratis og offentligt tilgængeligt redskab, der skal hjælpe forældre med at identificere og håndtere tidlige tegn på mistrivsel hos deres barn. Projektet bygger videre på erfaringer fra Mindhelper.dk og forankres i den nationale Trivselsplatform.
Formål
Formålet med ParentHelper er at udvikle og evaluere en digital platform, der tilbyder forskningsbaseret viden, råd og vejledning til forældre til børn i 0.–5. klasse. Platformen skal understøtte tidlig opsporing og give forældre konkrete handlemuligheder. Projektet undersøger, hvordan forældre bedst støttes digitalt, og hvordan indholdet kan formidles brugervenligt og engagerende.
Metode
Projektet gennemføres i fem arbejdspakker: behovsafdækning, brugercentreret design, udvikling af indhold, implementering og evaluering. Der anvendes kvalitative interviews, workshops, design thinking og brugertests. Evalueringen omfatter både feasibility og effektmåling.
Projektperiode
Projektet løber fra 2025 til udgangen af 2026.
Samarbejdspartnere
Center for Digital Psykiatri (CEDIP) og Center for Sundt Liv og Trivsel
Bevillingsgivere
Center for Sundt Liv og Trivsel