Pilotprojektet Kinguaariit Inuunerissut Camp (KI-camp) kørte fra 2021 til 2023 med en sommercamp, et efterårsmøde og en vintercamp i Nuuk samt en vintercamp, et sommermøde og to sommercamps i Sisimiut.
Den læring og de erfaringer, der er opbygget gennem projektet, bliver nu brugt til at videreudvikle ideer og elementer under navnet KI-koncept.
Der er et stort behov for trivselsfremmende interventioner med fokus på børn og unge i Grønland grundet de meget høje forekomster af vold, overgreb og misbrug af alkohol og hash igennem opvæksten. Her er ældre en overset ressource. Høje selvmordsrater og hyppig selvmordsadfærd blandt unge i Grønland har været stort set uændret siden 1970’erne. Unge oplever i dag et tab af identitet og kultur, og flere ældre oplever ensomhed.
Vores forskning om unges mentale sundhed har vist, at relationen til ældre har betydning for unges mentale sundhed i Grønland.
Formål
Udviklingen af KI-konceptet skal foregå i samarbejde med Qeqqata Kommunia med henblik på at målrette og implementere KI-konceptet til skoler, børnehaver og fritidsordninger. Projektets hovedaktiviteter er:
- Udvikling og gennemførsel af tilbagevendende workshops for kommunale projektledere og medarbejdere i kommunens 2 byer og 6 bygder med oplæring i KI-konceptet.
- Implementering af tilpasset KI-koncept i hele kommunen.
- Løbende dokumentation og evaluering af aktiviteternes betydning for børn og ældres trivsel og sundhed gennem forskning.
Vi ønsker at nå ud til alle børn og unge i kommunen, så de mange gange i løbet af barndommen stifter bekendtskab med ældre mennesker fra lokalsamfundet samtidig med, at de lærer om grønlandsk kultur i praksis. Vi forestiller os, at frivillige ældre deltager på det niveau, som passer dem, ved at komme i institutioner og skoler og lave aktiviteter som f.eks. madlavning, historiefortælling, håndværk og håndarbejde, ture i naturen osv. Aktiviteterne skal tilpasses den enkelte målgruppe, de frivillige ældre og den enkelte institution.
Metode
- Interviews med ledere for skoler, børnehaver og fritidshjem
- Observationer i udvalgte skoler, børnehaver og fritidshjem i forbindelse med aktiviteter med de frivillige ældre
- Sharing circles med frivillige ældre
- Opstarts- og opsamlingsworkshops med ledere, kommunale medarbejdere og ældre
- Fotos og video fra aktiviteter
- Institutioner og skolers dokumentation for afviklede aktiviteter
Projektperiode
2024-2025
Samarbejdspartnere
Qeqqata Kommunia
Paarisa
Bevillingsgivere
Karen Elise Jensens Fond