Det store billede ønsker at vende op og ned på den klassiske sundhedsformidling: I stedet for at fortælle unge hvordan de skal leve deres liv, vil vi dele unges bud på, hvad der gør en forskel i det store billede. Vi bytter rundt på modtager og afsender, og giver unge mulighed for at kommunikere deres fortælling og budskaber til andre unge, til beslutningstagere og offentligheden mere generelt.
Som led i projektet produceres tre korte film. Temaerne for filmene er udvalgt af unge. Historierne er fortalt af unge. Filmene er produceret af unge.
Første film har titlen ”HJEM” og handler om en ung kvindes erfaringer med at vokse op i et såkaldt udsat boligområde, med hyppige flytninger gennem sin barn- og ungdom, og med at opleve udfordringer ved at finde sit eget hjem som ung voksen. ”Et sted, hvor nogen siger, Tager du lige opvaskeren”, som hun siger i filmen.
Filmen viser betydningen af boligforhold, økonomi, omsorg og netværk, og illustrerer, hvordan børn og unges opvækst og levevilkår har betydning for deres sundhed og trivsel – på både kort og lang sigt.
De to næste film offentliggøres i løbet af 2026.
Formål
Projektet bygger på et amerikansk koncept ”The Bigger Picture” hvor videoer med unge spoken words kunstnere er blevet brugt til oplysning og debat, både blandt andre unge og beslutningstagere. Formålet med ”Det store billede” er at tilpasse det originale koncept til en dansk kontekst.
I USA har The Bigger Picture arbejdet med spoken word, men det kan ikke tages for givet, at det vil fungere lige så godt i en dansk sammenhæng. Vi vil derfor udforske, hvordan formatet kan tilpasses til en dansk sammenhæng og afprøve formatets potentiale til at påvirke den offentlige samtale om unges sundhed og trivsel og skabe en større opmærksomhed på de rammer og omstændigheder, herunder kommercielle drivkræfter, der har størst betydning set fra unges perspektiv.
Metode
Vi vil gennemføre et workshopforløb med unge kunstnere (fx film- og musik skabere, rappere og skuespillere) samt kommunikations- og folkesundhedsfaglige personer, med henblik på at udvikle og afklare følgende elementer:
- Hvad er de vigtigste budskaber set fra børn og unges perspektiv ift. at kunne leve et sundt liv, på baggrund af den bedste viden på området?
- Hvilke kunstneriske udtryksformer og virkemidler er bedst egnet til at formidle og understøtte disse budskaber?
- Hvordan skal videoerne spredes med henblik på at sikre størst mulig impact?
- Hvordan kan initiativet videreføres på længere sigt?
Workshopforløbet tilrettelægges og faciliteres af organisationen C:NTACT. På baggrund af workshopforløbte producerer unge fra organisationen Turning Tables Danmark, i samarbejde med professionelle instruktører, tre korte videoer.
Projektperiode
Projektet opstartes i marts 2025 og resultater fra projektet forventes at blive præsenteret i løbet af 2026
Samarbejdspartnere
Projektet ledes af forskere på SIF og gennemføres i et samarbejde med nedenstående organisationer:
Derudover bidrager Kræftens Bekæmpelse, Sund By Netværket og Center for Sundt Liv og Trivsel med deres erfaring og ekspertise på området.
Bevillingsgivere
Projektet er finansieret af alliancen Børnevægt i Balance, Novo Nordisk Fonden.