Personer med et udviklingshandicap oplever betydelige sundhedsmæssige udfordringer, og er samtidig udfordret i at kommunikere med læger og andet sundhedspersonale om egen sygdom, sundhed og risiko. Manglende kontinuitet i behandling og mistillid til sundhedsvæsenet udgør betydelige hindringer for at søge og modtage lægehjælp. For at forbedre sundheden for mennesker, der bor på botilbud, blev det i forbindelse med lægernes overenskomst i 2022 og 2025 besluttet at disse borgere tilbydes sundhedstjek, ligesom læger skal tilknyttes bestemte bosteder, som botilbudslæger. Inddragelse og anerkendelse af patienters forståelser af og holdninger til sundhed og risiko for sygdom i konsultationer kan øge tillid i patient-læge relationen, patienttilfredshed og beslutningskvalitet, samt lede til færre genindlæggelser og forbedre patienters helbredsrelateret livskvalitet. For at forbedre sundhedstilbud målrettet personer med et udviklingshandicap er det nødvendigt at få viden om deres forståelser af sundhedsbehov og bekymringer, såvel som det kliniske møde mellem den praktiserende læge og denne patientgruppe.
Formål
Projektet håber at mindske ulighed i sundhed og skabe nye indsigter i, hvordan disse patienters perspektiver kan inddrages mere effektivt, hvilket potentielt kan forbedre deres tillid til sundhedsvæsenet og deres helbredsrelaterede livskvalitet. Det gøres ved at undersøge, hvordan personer med udviklingshandicap forstår og praktiserer sundhed og risiko for sygdom i deres dagligdag, samt betydningen af sundhedstjek konsultationer med den praktiserende læge for dette. I projektet følger vi 10 personer med udviklingshandicap som bor på botilbud i deres hverdag, samt observerer konsultationer med den almen praktiserende læge. Der laves også interviews med praktiserende læger, om deres erfaringer med konsultationer med patienter med et udviklingshandicap.
Metode
Kvalitative etnografiske metoder, som består af et langvarigt feltarbejde, observationer og interview.
Projektperiode
15.08.2025-15.08.2028
Bevillingsgivere
Danmarks Frie Forskningsfond (DFF)