Skip to main content

VIPP-PUF indsatsen

VIPP-PUF indsatsen

VIPP-PUF står for Video-feedback Intervention to promote Positive Parenting - Psykisk Udvikling og Funktion. Det er en indsats, som anvendes i forskningsprojektet Små Børns Sundhed, og som sammenlignes med sundhedsplejerskens sædvanlige indsats.

 

VIPP-PUF er udviklet i et samarbejde mellem forskere fra ISPA Universitet i Portugal og Leiden Universitet i Holland, som står bag VIPP-indsatsen, og de danske forskere bag PUF-metoden og PUF-programmet.

 

VIPP-indsatsen tager udgangspunkt i at styrke forældres indsigt og forståelse for det lille barns udvikling og reaktioner, hvilket er særligt vigtigt, når det gælder sårbare småbørn. VIPP-indsatsen er relativt kortvarig sammenlignet med andre indsatser, men samtidig er indsatsens effektivitet dokumenteret ved mere end 30 kontrollerede videnskabelige undersøgelser.

 

VIPP-PUF indsatsen fungerer som et tillæg til PUF-programmet og indgår i den eksisterende kommunale sundhedspleje. Indsatsen adresserer udviklingsmæssig støtte til sårbarhed hos barnet med hensyn til kontakt, kommunikation, sprogudvikling, motorisk udvikling, regulering af koncentration/opmærksomhed og emotionelt udtryk samt regulering af appetit, spisning og søvn.

 

VIPP-PUF indsatsen gennemføres af specialuddannede sundhedsplejersker, som gennem små videooptagelser af barnets leg og spisning med én af forældrene, guider forælderen i at opfange barnets signaler og imødekomme dets specifikke udviklingsmæssige behov i dagligdagen.

 

Indsatsen omfatter seks hjemmebesøg fordelt over cirka 14 uger. Når forløbet er afsluttet, får forældrene en samlet historie med billeder, som beskriver de oplevelser og den udvikling, som barn og forælder har været sammen om.

 

I forskningsprojektet evalueres forløbet med VIPP-PUF indsatsen ved interview med sundhedsplejersker og forældre, og effekten måles på baggrund af spørgeskemabesvarelser fra den forælder, der har deltaget i VIPP-PUF forløbet.

Sidst opdateret: 04.09.2023