Skip to main content

Ugens tal: Fælles strammere alkoholpolitikker på gymnasier får ikke elever til at drikke mindre

01.02.2023

Statens Institut for Folkesundhed har undersøgt, om gymnasiers fælles strammere alkoholpolitikker, får eleverne til at drikke mindre.

Danske unge har europarekord i fuldskab og druk – og i 2017 gik en række gymnasier landet over sammen om at udarbejde fælles strammere alkoholregler for at netop at mindske elevernes alkoholindtag. 

Nu har forskere ved Statens Institut for Folkesundhed i et nyt studie undersøgt, om de fælles strammere alkoholpolitikker har haft den ønskede effekt.

Forskerne har studeret elevernes alkoholforbrug fra 2014 til 2019, hvilket er både to år før og to år efter indførelsen af de fælles strammere regler. Herefter har de sammenlignet med elever på gymnasier, der ikke har haft et samarbejde med andre gymnasier, og resultatet er lidt af en overraskelse for forskerne: 

Der er ingen videre forskel på, om man går på et gymnasium med eller uden en fælles alkoholpolitik. Elevernes drikkemønster og alkoholforbrug er stort set ens blandt elever på gymnasier med og uden en fælles alkoholpolitik, og alkoholforbruget har endvidere ikke været faldende i perioden fra 2014 til 2019.

Ifølge forskerne bag studiet kan en forklaring være, at alkoholpolitikken på gymnasierne ikke har været restriktiv nok – eksempelvis har det flere steder stadig været muligt for elever at købe alkohol til gymnasiefester.

Vil du læse mere? Tryk her