Mennesker med kroniske smerter, der bruger opioider gennem længere tid, går oftere til både læge og fysioterapeut – og søger oftere alternativ behandling, viser nyt studie.
Studiet er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed. Det bygger på data fra de danske sundheds- og sygelighedsundersøgelser fra 2000 til 2021, som er koblet til en række nationale sundhedsregistre.
Studiet viser, at personer med kroniske smerter og langvarigt brug af opioider, der også bruger komplementær og alternativ behandling, har langt flere kontakter til sundhedsvæsenet.
For eksempel har de i gennemsnit haft 29 konsultationer hos egen læge inden for det seneste år. Til sammenligning havde personer med kroniske smerter uden langvarigt opioidbrug, men med brug af komplementær og alternativ behandling, i gennemsnit 15 konsultationer.