Skip to main content

Ugens tal: Vi søger unge til at besvare spørgsmål om kropsopfattelse

08.01.2025

Er du mellem 15-25 år, og har du lyst til at fortælle, hvordan du har det med din krop? Vi leder efter unge, der vil besvare spørgsmål om, hvordan de opfatter deres krop. Svarene skal bidrage til at udvikle bedre måleværktøjer til forskning i kropstilpashed i Danmark.

Cirka 10 procent af drengene og 20 procent af pigerne i gymnasiet har lav eller meget lav kropstilfredshed. Derfor går forskere fra Statens Institut for Folkesundhed i gang med at undersøge, hvordan man bedst muligt kan hjælpe unge til at få en mere positiv opfattelse af egen krop.

I Danmark mangler der dog et værktøj, der kan måle unges positive kropsopfattelse, og derfor opfordres unge danskere nu til at svare på spørgsmål og dermed styrke forskning i positiv kropsopfattelse.

Forskning om kropsopfattelse har traditionelt fokuseret på negative aspekter som utilfredshed, kritik og kropsskam. Men der er stigende interesse for det positive kropsbillede, som er et forholdsvis nyt forskningsområde i Danmark, og som handler om at acceptere og respektere sin krop og samtidig afvise mediernes skønhedsidealer som den eneste form for skønhed.

Studier tyder på, at høj kropstilpashed hænger sammen med blandt andet livstilfredshed, højere selvværd samt lavere risiko for spiseforstyrrelser og lavere risiko for overdreven perfektionisme.

Vil du vide mere?

ugens tal