Skip to main content

Gråd, uro og spiseproblemer blandt spædbørn rapporteret af sundhedsplejersker

02-09-2014

Denne temarapport fra Databasen Børns Sundhed omhandler gråd, uro og spiseproblemer i barnets første leveår. Problemer, som giver anledning til bekymring og utryghed i mange småbørnsfamilier. Det er derfor vigtigt at få mere viden om problemernes omfang, om deres årsager og følgevirkninger, og især hvordan man kan hjælpe disse familier.

Der er stigende sundhedspolitisk interesse for børn i disse år, og heldigvis er der mange data, som kan inspirere til mere forebyggelse og sundhedsfremme. Men for aldersgruppen fra nul til seks år er der meget lidt offentlig statistik om sundhedstilstanden og om hvordan børnene har det. Sundhedsplejerskerne har en unik mulighed for at bidrage med mere viden. Sundhedsplejerskerne ser næsten alle børn i første leveår og næsten alle børn ved indskoling. Dermed er sundhedsplejerskernes journaler en vigtig kilde til viden om børns sundhed. Sundhedsplejerskerne i en række kommuner har gennem flere år arbejdet sammen om at føre en kvalitetssikret journal, at føre journalen på en meget systematisk måde og at indlæse journaldata i en fælles database med navnet Databasen Børns Sundhed. Denne database er en betydningsfuld kilde til viden om, hvordan børn har det.

Kundskaberne fra Databasen Børns Sundhed formidles på to måder: To årlige temarapporter med analyser af et sundhedstema valgt af de ledende sundhedsplejersker og en årsberetning med grundliggende statistiske oplysninger om børns sundhed.

Denne temarapport er baseret på sundhedsplejerskedata omhandlende 5.455 børn, født i perioden 1. januar til 31. december 2012. Børnene er alle født i en af de 13 kommuner, som på nuværende tidspunkt indgår i databasesamarbejdet: Albertslund, Ballerup, Brøndby, Dragør, Gentofte, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Køge, Rødovre, Roskilde og Tårnby.

Læs mere om Databasen Børns Sundhed her

 

Forfattere: Anette Johansen og Bjørn E. Holstein