Afasi og samtalestøtte

Sprogproduktionen er ikke-flydende. Personen taler langsomt og anstrengt med tydeligt ordfindingsbesvær og ofte også artikulationsvanskeligheder, hvilket medfører hyppige pauser i talen. Sætningerne er korte, forenklede og præget af udeladelse af småord og bøjningsendelser (telegramstil). Sprogforståelsen er som regel relativt velbevaret, og personen er ofte bevidst om sine sproglige vanskeligheder (2).

Sprogproduktionen er flydende. Personen taler i lange sætninger med normalt eller øget taletempo og -omfang, men sproget er indholdsmæssigt forstyrret og præget af mange semantiske og fonologiske fejl samt nydannede ord. Sprogforståelsen er typisk nedsat, hvilket betyder, at personen har svært ved at forstå talt og skrevet sprog, og ofte ikke er bevidst om sine sproglige vanskeligheder (2).

Ved global afasi er både sprogproduktion og sprogforståelse svært påvirket. Sprogproduktionen er typisk ikke-flydende og kan være begrænset til enkelte lyde, ord og/eller faste vendinger. Sprogforståelsen er markant nedsat, så personen har betydelige vanskeligheder med at forstå talt og skrevet sprog, og er ikke bevidst om sine sproglige vanskeligheder (2).

Afasi kan gøre det svært at læse og forstå f.eks. artikler, undertekster på tv og breve fra offentlige instanser. Det kan også være udfordrende at skrive simple indløbs- eller huskesedler, sende beskeder eller notere aftaler.

I hverdagen kan det betyde, at planlægning, indkøb, nyheder og fælles beslutninger bliver sværere at deltage i. Opgaver, der tidligere var rutine, kan kræve mere tid, støtte eller blive helt overtaget af andre. Det kan føre til øget afhængighed, frustration og belastning i familien, afhængigt af familiens hverdag og tidligere fordeling af roller og ansvar.

Afasi kan gøre, at sproglige vanskeligheder - som begrænset talesprog eller nedsat sprogforståelse - fejltolkes som manglende viden, dømmekraft eller beslutningsevne, selvom disse funktioner ofte er bevaret.

Det kan betyde, at familiemedlemmet med afasi ikke inddrages som tidligere, og at andre træffer beslutninger på personens vegne. Over tid kan dette ændre familiens samspil, forventninger og fælles beslutningsprocesser. Konsekvenserne kan være særligt mærkbare, hvis afasien rammer i en livsfase, hvor familiemedlemmet har en central rolle i familiens beslutninger, forsørgelse eller omsorg.

Når sproglige vanskeligheder skjuler familiemedlemmets faktiske kompetencer, kan det begrænse adgang til information, indflydelse og selvbestemmelse - både i familien og i mødet med samfundets tilbud og services.

Afasi kan begrænse familiens sociale relationer og deltagelse i fællesskaber. Familiemedlemmet med afasi kan have sværere ved at udtrykke ønsker og behov, deltage aktivt i samtaler, forstå hvad andre siger, stille opklarende spørgsmål eller anvende skriftlig kommunikation som sms og e-mails. Over tid kan samtaler blive mere forenklede, forkortede eller helt undgået - både i familien og i sociale sammenhænge.

Kommunikationsvanskelighederne kan føre til, at fælles aktiviteter reduceres, og at familiens sociale netværk gradvist indskrænkes. Hvor stor betydning dette får, afhænger af familiens tidligere sociale relationer og af de muligheder, familien har for støtte og tilpasning. I nogle tilfælde kan det medføre oplevelser af ensomhed og social isolation.

Et afasivenligt miljø, hvor familie, netværk og fagpersoner har viden om afasi og anvender samtalestøttende strategier, kan give familien bedre muligheder for deltagelse, relationer og fællesskab - uanset livsfase og livssituation. Omvendt kan manglende forståelse, tidspres og høje sproglige krav øge belastningen og forstærke oplevelsen af at stå alene med udfordringerne.

Resiliens handler om familiens evne til at tilpasse sig forandringer, bevare sammenhæng og finde mening i en hverdag præget af usikkerhed (5). Resiliens formes både af familiens erfaringer og af de livsvilkår, afasien skaber. Familiens resiliens påvirker, hvordan livet med afasi udvikler sig over tid.

Lav resiliens kan vise sig som håbløshed, fastlåsthed eller manglende mening. Dette kan hæmme familiens mentale sundhed og deltagelse i hverdagsliv og fællesskaber. Høj resiliens kan derimod vise sig som tolerance for ambivalens, fleksibilitet i roller, fælles fokus på mening og oplevet forbundethed i familien og det bredere netværk (5).

Derfor er det centralt at arbejde med familiens resiliens. Når den styrkes, kan de samlede konsekvenser af afasien mindskes - ikke kun for det enkelte familiemedlem, men for familien som helhed (5).

Ud over afasi kan der være andre forhold, som har betydning for familiens kommunikation. Det kan f.eks. være høre- og synsnedsættelse, udtalevanskeligheder som dysartri eller verbal apraksi samt kognitive vanskeligheder. Kognitive vanskeligheder kan komme til udtryk som nedsat initiativ, hukommelse, koncentrationsevne eller indsigt.

Kommunikation påvirkes også af personlige forhold hos personen med afasi og resten af familien. Alder, personlighed, uddannelsesbaggrund og livserfaring spiller ind, ligesom de følelsesmæssige reaktioner på afasien. Mange personer med afasi oplever nedsat selvtillid, ændret oplevelse af identitet, tristhed, frustration, trætbarhed eller depression. Disse reaktioner kan gøre det sværere at deltage aktivt i samtaler, aktiviteter og fællesskaber.

I familien med flere sprog kan der desuden være behov for tolk for at sikre fælles forståelse og lige adgang til kommunikation - også i forbindelse med A-MIND.

Afasi er ikke en statisk tilstand, og for mange sker en vis bedring over tid efter den erhvervede hjerneskade.

Audiologopæder udreder familiemedlemmets sproglige og kommunikative styrker og svagheder med henblik på at tilrettelægge målrettet træning af tale, sprog og kommunikation. Ved tilstrækkelig og relevant træning kan der opnås vedvarende sproglige forbedringer, selvom afasi for mange vil forblive en kronisk tilstand i lettere eller sværere grad.

Den logopædiske træning kan bidrage til at styrke familiemedlemmets kommunikative muligheder, selvstændighed og deltagelse i hverdagsliv og fællesskaber. Effekten ses bedst, når man ser den i familiekonteksten - altså i hverdagskommunikation og samspil hjemme. Undervisning af familien i samtalestøtte kan reducere kommunikative barrierer og give hele familien bedre muligheder for aktivitet og deltagelse.