At normalisere ambivalens

Når en familie lever med afasi, kan skyld, vrede, lettelse, frustration og oplevelser af uretfærdighed være almindelige følelser. De kan føles forbudte, pinlige eller svære at sætte ord på, men de er naturlige reaktioner på den ambivalente sorg.

At møde disse følelser med åbenhed og respekt kan gøre dem mere håndterbare og mindske belastningen. Målet er ikke at fjerne følelserne, men at skabe plads til at dele og forstå dem, også selvom de enkelte familiemedlemmer har forskellige oplevelser og følelser, der dominerer i deres fortællinger. Når svære følelser udtrykkes, kan det styrke familiens resiliens over tid.

Vær med til at støtte familien i at:

• sætte ord på svære følelser, som tidligere kan have været svære eller forbudte at tale højt om.
  F.eks.: “Mange familier oplever, at der kan være tanker eller følelser hos det enkelte familiemedlem, som de næsten ikke tør sige højt. Er det noget, I genkender hos jer selv?”
• vænne sig til at tænke dialektisk.
  F.eks.: “I kan godt både være taknemmelige og samtidig sørge over det, I har mistet.”
• sætte ord på, hvordan de kan dele svære følelser med åbenhed og respekt fremadrettet.
  F.eks.: “Målet er ikke at få følelserne væk, men at gøre dem mere håndterbare. Hvad kunne hjælpe jer med at dele dem med hinanden?”

For familien, der lever med afasi, er forestillingen om, at alt bliver som før ofte hverken realistisk eller brugbar. Forventninger - både fra én selv og omgivelserne - om at man bør “komme videre”, kan skabe pres, skyld og en følelse af utilstrækkelighed.

At vide, at afslutning ikke er en forudsætning for resiliens, kan være en lettelse. Resiliens opstår i stedet gennem evnen til at acceptere det uafsluttede, leve med uafklarede livssituationer og finde mening i dét, der fortsat er - også når livet er grundlæggende forandret.

Vær med til at støtte familien i at:

• tale om tidligere oplevelser med pres om at “komme videre”, og hvilke følelser det har skabt.
  F.eks.: “Har I oplevet, at enten I selv eller andre har haft en forventning om, at I burde være ‘kommet videre’?”
• undersøge, hvordan det er for dem at mærke et sådant pres her og nu.
  F.eks.: “Når den forventning dukker op - enten indefra eller udefra - hvad gør det så ved jer i hverdagen?”
• sætte ord på, hvad der kunne være hjælpsomt fremover, hvis de igen mødes af forventninger om at skulle “komme videre”.
  F.eks.: “Hvis I fremover møder den slags forventninger, hvad kunne så hjælpe jer - enten i det I minder jer selv om eller udtrykker til andre?”

Konflikter i familien opstår ofte i situationer præget af sorg og forandring - ikke fordi nogen gør noget forkert. Det kan være et udtryk for belastning som savn, afmagt, udmattelse og uopfyldte behov, der endnu ikke er blevet talt om snarere end et problem i sig selv.

I et trygt rum kan familien lære, at det er muligt at være både enige og uenige uden, at relationerne bryder sammen. Konflikter kan reguleres og håndteres over tid, så de bliver mindre overvældende, og familien kan leve med forskellige modsatrettede følelser.

Vær med til at støtte familien i at:

• sætte ord på, hvordan familien tidligere har håndteret konflikter.
  F.eks.: “Når der før afasien opstod uenigheder hos jer, hvordan har I tidligere forsøgt at håndtere dem?”
• tydeliggøre, at konflikter kan være et tegn på belastning og uopfyldte behov.
  F.eks.: “Mange familier fortæller, at konflikter ofte kan handle om belastning eller uopfyldte behov. Hvordan tænker I om det i forhold til jer?”
• skabe plads til både enighed og uenighed, uden at konflikterne eskalerer, og uden at relationerne bryder sammen.
  F.eks.: “Hvordan kunne I give hinanden mere plads til at være uenige, uden at det bliver for overvældende at være i?”