Skip to main content

At finde ny mening

Viden og handleidéer der kan støtte familien med at finde ny mening

Når livet med afasi er præget af ambivalent sorg, og der sjældent findes klare svar eller en egentlig afslutning, er målet ikke at fjerne de svære følelser, men at støtte familien i at finde ny mening sammen i både små og store øjeblikke i hverdagen.

Mening og resiliens i familien

Et centralt spørgsmål i arbejdet med familien er: “Hvad betyder denne situation for dig - og for jer som familie?”

Mening er en vigtig forudsætning for resiliens. Processen med at finde ny mening tager tid og ser forskellig ud fra familie til familie. Ikke alle har behov for at finde en forklaring eller tydelig mening i sorgen. For nogle kan det tværtimod være en vigtig erkendelse, at situationen aldrig kommer til at give fuld mening. Denne accept kan i sig selv skabe større ro.

Forskellige påvirkninger

At finde ny mening påvirkes blandt andet af kultur, tro, spiritualitet, livssyn og tidligere erfaringer. Derfor er det vigtigt at tage udgangspunkt i familiens egne forståelser og fortællinger.

For mange rækker familien ud over de nærmeste pårørende, og den måde netværket forstår og taler om situationen på, kan også få betydning for, hvordan familien finder ny mening.

Stærke følelser som vrede, skyldfølelse eller fortielse af sandheden om situationen og fremtiden kan stå i vejen for at finde ny mening. Familien kan derfor have behov for støtte til både at mindske det følelsesmæssige pres og styrke det, der hjælper dem videre.

Sammenhæng mellem mening og håb

Mening og håb hænger tæt sammen. For familier, der lever med afasi, er håb for fremtiden en vigtig del af det at finde ny mening.

Når håbet om bedring eller et liv som før brister, kan både mening og livsmod svækkes. Derfor er arbejdet med håb også en central del af denne strategi. At finde nye håb beskrives som selvstændig strategi her.
 

Handleidéer, der kan støtte familien i at finde ny mening

Nedenfor præsenteres tre handleidéer, som gennem samtaler kan støtte familien i processen med at finde ny mening. Handleidéerne kan anvendes fleksibelt.


Reference: 

Boss, P. (2006). Loss, trauma, and resilience. New York: Norton.