At finde ny mening

Når familien får mulighed for at sætte ord på deres situation og følelser, kan det skabe lettelse og støtte dem i at finde ny mening. Ambivalent sorg og modsatrettede følelser er naturlige reaktioner i familien, der lever med afasi. Det kan være en aflastning at få reaktionerne anerkendt og normaliseret.

En dialektisk både/og-forståelse kan støtte familien i at rumme ambivalensen. Der kan både være sorg over det, der er mistet, og opmærksomhed på det, der stadig er til stede og har værdi. For mange er dette en ny måde at forstå deres situation på, som kan styrke mening og resiliens.

Vær med til at støtte familien i at:

• sætte ord på det, der er ændret og mistet og anerkende sorgen over det.
  F.eks.: “Mange familier savner noget fra tiden før afasien. Er der noget, som I særligt mærker, I har mistet?”
• sætte ord på, hvad situationen betyder for dem, og om de oplever ambivalent sorg.
  F.eks.: “Nogle oplever, at de både kan føle kærlighed og savn på samme tid. Det kaldes ambivalent sorg. Kan I genkende det?”
• sætte ord på det, der fortsat har værdi og på håb og ønsker for fremtiden.
  F.eks.: “Selvom meget er forandret, er der ofte stadig ting, der betyder meget. Hvad håber I at kunne holde fast i - eller få mere af - fremover?”

En forandret livssituation kan give anledning til spørgsmål om mening, retfærdighed og kontrol. Nogle familier oplever trøst i troen på Gud, mens andre finder mening i spiritualitet, som ikke nødvendigvis er religiøst. For mange kan natur, kunst, musik eller stille ritualer være måder at skabe ro og rum for både håb, tvivl og ambivalent sorg.

Tro og spiritualitet kan hjælpe familien med at acceptere, at ikke alt kan forklares eller kontrolleres. Det kan give ro og støtte i en hverdag præget af forandring. Nogle familier vender tilbage til det, der tidligere har været meningsfuldt, mens andre har behov for at finde nye måder at skabe mening på.

Tro og spiritualitet bør mødes med åbenhed, når familien selv oplever det som relevant og hjælpsomt. Hvis der opstår behov for egentlig religiøs eller spirituel vejledning, kan familien støttes i selv at kontakte relevante åndelige ledere og fællesskaber.

Vær med til at støtte familien i at:

• sætte ord på tidligere måder at finde mening på.
  F.eks.: “Før afasien - hvor fandt I typisk ro eller mening? I naturen, gennem tro, kunst eller noget helt andet?”
• spørge om det, der før var meningsfuldt at gøre, har ændret sig.
  F.eks.: “Noget af det, der før var meningsfuldt at gøre, kan være blevet sværere. Hvilken oplevelse har I af det?”
• identificere, hvordan det velkendte kan tilpasses, eller om der er behov for at finde nye måder at gøre noget meningsfuldt på.
  F.eks.: “Er der måder, det velkendte kan tilpasses på, eller er der noget nyt, I kunne prøve?”

Mening opstår ofte gennem det, der gøres. Små, meningsfulde handlinger og traditioner i hverdagen kan over tid skabe erfaringer af sammenhæng, tilknytning og livskvalitet.

Det kan være daglige rutiner, omsorg for hinanden eller måder at være sammen på, hvor sproget ikke nødvendigvis er i centrum. Det kan være at tage initiativ til at tage kontakt til eller deltage i fællesskaber. I mange familier rummer hverdagen løbende tilpasninger, fravalg og hensyntagen. Når disse handlinger forstås som udtryk for kærlighed og tilknytning frem for pligt eller tab, kan de være med til at skabe ny mening og styrke familiens resiliens.

Traditioner kan skabe genkendelighed og forbinde fortid og nutid. I familien med afasi kan tidligere traditioner være svære eller forbundet med sorg. Ved at gentænke og tilpasse dem kan familien skabe nye måder at være familie på og opleve forbundethed med hinanden.

Små, meningsfulde handlinger og traditioner behøver hverken være store eller synlige for andre. Det afgørende er, at de opleves som mulige og meningsfulde for familien selv. Familien kan støttes i at begynde i det små, da små skridt kan få stor betydning for at finde ny mening over tid.

Vær med til at støtte familien i at:

• sætte ord på, hvilke små, meningsfulde handlinger fra før afasien som er blevet sværere.
  F.eks.: “Er der små ting, I gjorde for hinanden før, som betød meget, men som er blevet sværere at gøre nu?”
• sætte ord på det, de gør for hinanden nu, og hvilken betydning det har for dem.
  F.eks.: “Er der små ting, I gør nu for hinanden, som betyder meget for jer?”
• identificere ét lille, konkret skridt, der kan gentages i hverdagen eller årligt.
  F.eks.: “Har I nogle forslag til et lille, konkret skridt, I kan gentage i hverdagen og/eller årligt? Det kan f.eks. være at tænde et lys på årsdagen for skaden for at markere både tab og fortsat relation, lave mad eller sende musiknumre til hinanden.”