At finde nye håb

Når en familie lever med afasi, kan det føles som om, at fremtiden lukker sig, og mulighederne bliver færre. Det er ikke et spørgsmål om manglende vilje eller motivation, men er et resultat af en udefrakommende hændelse, som familien ikke har haft kontrol over. I sådanne situationer kan det være svært at forestille sig, at livet kan bevæge sig videre og indeholde nye muligheder.

At finde nye håb handler ikke om at erstatte tidligere drømme, men om gradvist at åbne op for, at noget andet - og anderledes, men også godt - stadig kan blive muligt. Dette kan bidrage til at styrke familiens oplevelse af handlemuligheder, og de kan over tid også finde nye håb og styrke resiliens.

Vær med til at støtte familien i at:

• sætte ord på, hvilke forestillinger de tidligere har haft om fremtiden - og hvad der er blevet sværere at forestille sig efter afasien.
  F.eks.: “Hvis I tænker på tiden før afasien, hvordan plejede I at tale om fremtiden? Hvordan er det at tænke på de forestillinger nu?”
• tydeliggøre, at det er forståeligt, hvis håb og muligheder kan være svære at få øje på, og at det ikke handler om manglende vilje eller mod.
  F.eks.: “Mange familier fortæller, at når noget grundlæggende ændrer sig, kan det være svært at forestille sig, hvad der er muligt. Det er en helt naturlig reaktion.”
• åbne for nye idéer og muligheder, som familien kan finde nyt håb i.
  F.eks.: “Hvis noget nyt skulle få lov til at opstå, hvad kunne så være rart at mærke eller opleve sammen?”

For familier med afasi er udvikling en langsom proces, og mange spørgsmål forbliver uden klare svar. I familiens arbejde med at finde nye håb bliver tålmodighed afgørende - ikke som passiv venten, men som evnen til at blive i det uafklarede uden hele tiden at skulle finde løsninger eller nå frem til en afslutning.

Tålmodighed kan understøtte håb. Det handler om gradvist at acceptere, at udvikling tager tid, og at nogle håb må forandres, uden at håbet som sådan forsvinder. For familien kan det betyde at give slip på håbet om fuld sproglig fremgang og i stedet rette håbet mod det, der er muligt her og nu. Små fremskridt, nye måder at være sammen på og øjeblikke af kontakt og mening i hverdagen, der styrker familiens resiliens over tid.

Vær med til at støtte familien i at:

• sætte ord på, hvordan de tidligere har forholdt sig til tid, venten og uafklarede situationer.
  F.eks.: “Når I tænker tilbage på andre perioder i livet, hvor ting tog længere tid end forventet, hvordan håndterede I det dengang?”
• tydeliggøre, at tålmodighed ikke er passivitet, men en aktiv måde at kunne være i det uafklarede på.
  F.eks.: “Mange familier har fortalt, at tålmodighed kan betyde, at man aktivt vælger at give tingene tid.”
• støtte familien i at justere håb og finde realistiske pejlemærker, der kan bære håbet i hverdagen.
  F.eks.: ”Hvad kunne være et håb for den kommende uge - noget småt, men betydningsfuldt, I kan holde fast i?”

Midt i de nye vilkår, som afasi medfører, kan humor få særlig betydning. At kunne le – også af det absurde i situationen – er ikke et tegn på manglende alvor, men et udtryk for styrke. Når der er plads til latter, bliver der ofte også plads til håb.

Humor kan give et kort pusterum fra det svære. Sort humor eller selvironi kan lette spændinger og skabe afstand til det, der føles håbløst. For familien, der lever med ambivalent sorg, kan latter være et tegn på, at de er ved at finde måder at leve med afasien på. Smerten forsvinder ikke, men bliver mere tålelig.

Humor kan også være en vigtig måde at skabe kontakt på, når sproget ikke slår til. Et blik, et smil eller et fælles grin over en misforståelse kan skabe nærhed og forbundethed, hvor ord mangler. Humor kan minde familien om, at de stadig hører sammen, også når hverdagen er svær.

Humor mister sin styrke, hvis den bruges til at skjule ubehag eller undgå det svære. Dens styrke ligger i, at den deles med omsorg og skaber plads til både sårbarhed og håb. At le ad absurditeterne er ikke en løsning på problemerne, men en måde at være i og finde håb i dét, der ikke kan løses.

Vær med til at støtte familien i at:

• sætte ord på, om humor tidligere har haft en plads i familiens måde at være sammen på – også i svære situationer.
  F.eks.: “Har humor eller det at kunne grine sammen på tidspunkter, hvor noget har været svært, tidligere haft betydning for jer?”
• tydeliggøre, at latter og humor – også sort humor – kan skabe lettelse, nærhed og håb uden at tage alvoren ud af situationen.
  F.eks.: “At kunne grine af det absurde betyder ikke, at man ikke tager situationen alvorligt – for mange er det faktisk en måde at holde sammen på.”
• tale om, hvordan de ønsker, at humor skal bruges fremadrettet for at nedtone alvoren i situationen.
  F.eks.: “Hvordan må humor gerne fylde hos jer fremadrettet?”