At justere tilknytning

Når afasi forandrer livet som familie, kan den følelsesmæssige tilknytning blive fastlåst i enten håbet om, at familien bliver som før eller i sorgen over det, der er mistet. Dialektisk tænkning gør det muligt at rumme begge dele på samme tid. Familien kan fortsat være knyttet til den familie, de var, samtidig med at nye måder at være forbundet og familie på kan udvikles.

I praksis betyder det, at opgaver og roller kan ændre sig eller overtages af andre, uden at den følelsesmæssige tilknytning behøver at gå tabt. At justere tilknytningen handler om at finde en balance, hvor både det velkendte og det nye får plads. Denne proces er sjældent lineær, men kræver løbende justering i takt med familiens livssituation.

Vær med til at støtte familien i at:

• sætte ord på, hvordan de tidligere har oplevet følelsesmæssig tilknytning, og hvad der har været vigtigt for deres måde at være forbundet på.
  F.eks.: “Når I tænker tilbage på jeres familie før afasien, hvad var det så, der gav jer en følelse af at høre sammen?”
• tydeliggøre, at følelsesmæssig tilknytning kan bevares, selvom roller, opgaver og måder at være sammen på ændrer sig.
  F.eks.: “Selvom nogle opgaver eller roller ændrer sig, behøver det ikke betyde, at jeres tilknytning forsvinder. Hvad oplever I stadig forbinder jer?”
• løbende justere deres måde at være forbundet på, så både det velkendte og det nye kan have plads.
  F.eks.: “Hvordan kan I både holde fast i dét, der er vigtigt for jeres relation, og samtidig give plads til nye måder at være sammen på?”

Når ord ikke slår til, eller når følelser kan være svære at udtrykke, kan alternative udtryksformer være hjælpsomme. I familien med afasi kan eksempelvis kunst og andre udtryksformer fungere som et fælles, alternativt sprog, der gør det muligt at dele oplevelser, savn og ambivalens uden krav om sproglig kunnen eller præcision.

F.eks. kunst, sport, musik, billeder eller videoer fra sociale medier kan give adgang til følelser og relationelle erfaringer, som ellers kan være vanskelige at udtrykke. Når familien genkender deres egen situation i et alternativt udtryk, kan det gøre det lettere at forholde sig til forandring og åbne op for nye måder at være forbundet på.

På den måde kan andre udtryksformer fungere som en bro mellem dét, der er mistet, og det, der fortsat kan udvikles i relationen. Samtidig kan de vise, at det er muligt at rumme flere – også modsatrettede – følelser på én gang, uden at noget af det er forkert eller farligt. For nogle familier kan en kreativ tilgang også skabe øjeblikke af lethed eller humor i en hverdag, der ellers kan føles tung.

Vær med til at støtte familien i at:

• tale om, hvilke udtryksformer der tidligere har forbundet familien.
  F.eks.: “Har I tidligere haft måder at være sammen på, hvor det ikke handlede så meget om at tale - f.eks. gennem musik, billeder, film eller andre fælles oplevelser?”
• tydeliggøre, at kunstneriske og andre alternative udtryksformer kan fungere som et fælles sprog, også når ordene er svære at finde, og at der ikke findes rigtige eller forkerte måder at bruge dem på.
  F.eks.: “Det behøver ikke være noget, man er god til - nogle gange kan et billede, et stykke musik eller en film sige noget, som er svært at sætte ord på.”
• afprøve små, kreative måder at være forbundet på, som passer til deres hverdag og energi.
  F.eks.: “Hvis I skulle prøve en lille ting, hvor I er sammen på en ny måde - måske dele sange, billeder, tekster, film eller andre udtryk - hvad kunne så føles overkommeligt for jer?”

Hvis afasien eller den ambivalente sorg ikke bliver italesat over for omgivelserne – eller måske ligefrem opleves som noget, man ikke bør tale om – kan familien føle sig isoleret og fastlåst i situationen. Der kan opstå en tavshedskultur i familien og i omgivelserne, hvis usikkerhed, ubehag eller manglende viden gør det lettere at tie end at dele eller spørge. Det kan svække familiens nære relationer og muligheder for deltagelse i hverdagsliv og fællesskaber.

Når kommunikationen i forvejen er udfordret, kan manglende åbenhed fra omgivelserne gøre det endnu sværere at dele oplevelser, behov og bekymringer. Tavshed kan give en oplevelse af, at situationen bør skjules eller ignoreres, hvilket kan gøre det vanskeligere at justere tilknytning og finde nye måder at være familie på.

Samtidig kan familien selv gå foran ved at være åbne udadtil – i velkendte og nye fællesskaber – og dele deres situation og viden om afasi, så omgivelserne bedre kan forstå dem og stille spørgsmål. Dette kan lette byrden og styrke familiens resiliens over tid.

Vær med til at støtte familien i at:

• undersøge, hvordan de selv tidligere har reageret, når mennesker tæt på dem har været ramt af livsforandrende begivenheder.
  F.eks.: “Hvis I tænker tilbage på situationer, hvor nogen tæt på jer har været ramt af noget alvorligt – hvordan husker I så, at I selv reagerede dengang?”
• tale om, hvorvidt der er betydningsfulde relationer, som er blevet belastet af tavshed eller manglende åbenhed.
  F.eks.: “Er der relationer i jeres liv, hvor tavshed er kommet til at fylde, og hvor I savner mere åbenhed?”
• undersøge, hvilke små skridt de selv kan tage mod større åbenhed om situationen.
  F.eks.: “Hvis I skulle tage et meget lille skridt mod mere åbenhed, hvad kunne det så være – og hvem ville det føles tryggest at starte med?”