At justere behovet for kontrol

Viden og handleidéer der kan støtte familien med at justere behovet for kontrol

At være i kontrol handler om oplevelsen af at have indflydelse på sit eget liv. For familier, der lever med afasi, bliver denne oplevelse ofte udfordret.

Afasi kan medføre vedvarende stress og ambivalent sorg som følge af tab, der ikke har en klar afslutning. Når livet ændres på måder, der ikke kan repareres eller afsluttes, kan familiens behov for kontrol komme i ubalance.

Når kontrollen bliver for stor eller for lille

For nogle familier viser ubalancen sig som et stærkt ønske om at fastholde kontrol. De kæmper for, at hverdagen og relationerne skal blive, som de var før.

Når kontrollen rettes mod det, der ikke kan ændres, kan følelsen af afmagt vokse og ambivalensen stige. For andre familier opstår den modsatte reaktion. De giver slip på kontrollen og oplever hjælpeløshed, passivitet og tab af handlemuligheder. Begge yderpositioner kan svække familiens resiliens og gøre hverdagen vanskeligere at håndtere.

Justering af kontrol styrker resiliens

Når livet ikke kan styres udefra, kan følelsen af manglende handlemuligheder fylde og svække oplevelsen af kontrol. At justere behovet for kontrol handler ikke om at opgive kontrollen, men om at finde en balance, hvor familien støttes i at bevare handlekraften dér, hvor handling er mulig, og samtidig acceptere dét, der ikke kan ændres.

Resiliens kan styrkes ved at flytte kontrollen indad og støtte familien i at arbejde med deres muligheder for at handle og træffe valg inden for de rammer, der er.

Realistiske forventninger til kontrol

De fleste har brug for en oplevelse af sammenhæng mellem det, de gør, og det, der sker, for at bevare håb og tryghed.

Resiliens fremmes, når forventningerne til kontrol tilpasses virkeligheden. Omvendt kan urealistiske forestillinger - som at ens handling altid bør føre til et ønsket resultat, eller at nogen bærer skylden for situationen - fastholde et uhensigtsmæssigt behov for kontrol og svække familiens resiliens.

Handleidéer, der kan støtte familien i at justere behovet for kontrol

Nedenfor præsenteres tre handleidéer, som gennem samtaler kan støtte familien i processen med at justere behovet for kontrol. Handleidéerne kan anvendes fleksibelt.

En vigtig del af justeringen er erkendelsen af, at mennesker ikke har kontrol over alt. At støtte accept dér, hvor forandring ikke er mulig, kan mindske belastningen hos familier, der søger kontrol i ukontrollerbare situationer. Mange har en forestilling om, at man burde kunne forhindre dét, der rammer én, eller håndtere det bedre. I familien med afasi kan sådanne tanker føre til skyld og selvbebrejdelse, når afasien ikke kan forklares eller bringes til ophør. Når det tydeliggøres, at afasien og den ambivalente sorg ikke er nogens skyld, kan behovet for kontrol mindskes.

Vær med til at støtte familien i at:

sætte ord på, hvordan de normalt forholder sig til kontrol i andre livssituationer.
F.eks.: “Mange familier fortæller, at de normalt har det godt med at have styr på tingene - hvordan har I tidligere ageret i livet, når det har været vanskeligt at have kontrol i en situation?”

tydeliggøre, at ønsket om kontrol i en ukontrollerbar situation er menneskeligt, og at afasien ikke er nogens skyld.
F.eks.: “Det giver mening, at I leder efter forklaringer - men afasien er ikke noget, I har forårsaget eller kunne have forhindret.”

give gradvist slip på behovet for fuld kontrol og i stedet identificere små, konkrete ting i hverdagen, som de har reel indflydelse på.
F.eks.: “Måske handler det ikke om at få styr på det hele, men om at finde de ting i jeres hverdag, som I faktisk kan kontrollere. Hvad kunne det være for jer?”

Støt familien med at gøre det konkret og visuelt ved at tegne eller skrive to felter: “Det vi kan ændre” og “Det vi må leve med”.
Nogle familier beskriver livet med afasi som præget af hjælpeløshed, passivitet og oplevelsen af at være fastlåst. Her er det afgørende at støtte familien i handling dér, hvor forandring faktisk er mulig.

Når familien accepterer og lever med ambivalent sorg, kan de bevæge sig ud af fastlåstheden og genvinde handlekraft. Opmærksomheden flyttes fra det, der er mistet, til dét, der fortsat kan påvirkes. Det kan komme til udtryk gennem små valg i hverdagen, måder at strukturere dagen på eller ved at give plads til både nutid og minder om livet før afasien.

Vær med til at støtte familien i at:

sætte ord på, om de før har oplevet hjælpeløshed i andre situationer.
F.eks.: “Når I tænker tilbage på, hvordan I har haft det siden skaden, har der så været perioder, hvor I har følt jer mere hjælpeløse end i kontrol?”

anerkende følelsen af hjælpeløshed og fastlåshed som naturlige reaktioner på ambivalent sorg.
F.eks.: “Mange familier fortæller, at de kan føle sig hjælpeløse og fastlåste i deres situation. Det er helt normale følelser, når man står i en situation som jeres.”

identificere små valg og handlinger i hverdagen, hvor de fremadrettet kan tage kontrol og genvinde handlekraft.
F.eks.: “Selvom meget ikke kan ændres, er der ofte ting, der stadig kan påvirkes. Hvilke beslutninger i jeres hverdag giver jer en oplevelse af at have indflydelse?”

Støt familien ved at pege på de handlinger, familien allerede udfører (struktur, omsorg, relationer).
Vedvarende ambivalens slider på både det enkelte familiemedlem og familien som helhed. Når situationen ikke har en afslutning, kan oplevelsen af kontrol gradvist forsvinde. Træthed, søvnunderskud og manglende pauser forstærker følelsen af afmagt og gør hverdagen sværere at overskue.

Adgang til støtte og aflastning er afgørende for familien, men rejser ofte spørgsmål om, hvor hjælpen kan findes, og hvordan man bliver parat til at tage imod den.

Hvis hverdagen bliver mere overskuelig, kan oplevelsen af kontrol og handlekraft styrkes. Det kan ofte hjælpe at skabe bedre overblik og reducere unødige krav, afklare hvem der kan bidrage og sikre plads til søvn, pauser og restitution.

Fællesskaber med andre i lignende situationer kan give viden, genkendelse og social støtte. Det kan mindske oplevelsen af at stå alene med en forandret hverdag. Samtidig kan det være vigtigt at støtte familien i den proces, det er at bede om hjælp, herunder at tale åbent om behov, vigtigheden af at kunne tage imod hjælp og at dele omsorgsopgaverne, så ingen bliver overbelastede over tid.

Vær med til at støtte familien i at:

sætte ord på, hvordan de har haft det med at spørge om hjælp.
F.eks.: “Når I står i svære situationer - også før afasien - har I så haft let eller svært ved at bede andre om hjælp?”

få øje på den støtte og omsorg, de allerede giver hinanden.
F.eks.: “Selvom det kan føles tungt lige nu, hvordan hjælper I allerede hinanden i hverdagen?”

lave en plan for, hvem de kan bede om hjælp til - og til hvad.
F.eks.: “Hvis I skulle bede om lidt mere hjælp, hvem kunne det så være, og hvad ville være rart at få hjælp til?”

Reference:

Boss, P. (2006). Loss, trauma, and resilience. New York: Norton.

Søg