Skip to main content
CISC - Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund

Indvandrere og efterkommeres deltagelse i idrætsforeninger

Vi ved fra tidligere undersøgelser i Danmark og andre lande, at indvandrere er mindre idrætsaktive og deltager mindre i idrætsforeninger, end majoritetsbefolkningen gør. Den mangler imidlertid viden om variationer i disse sammenhænge og om årsagerne til den lavere deltagelse. Der savnes således viden om:

  • forskellene på deltagelse i idrætsforeninger mellem forskellige grupper af indvandrere).
  • forskelle på deltagelsen i forskellige typer af idrætsforeninger (fx foreninger for boldspil og foreninger for motionsaktiviteter).
  • forskelle på deltagelsen i andre organiseringsformer i sammenligning med deltagelsen i idrætsforeninger.
  • hvad der motiverer indvandrere til deltagelse i idrætsforeninger, og hvad der opleves som barrierer for deltagelse.

Med økonomisk støtte fra Udlændinge- og Integrationsministeriet gennemfører CISC i foråret 2022 en undersøgelse af dette. Undersøgelsen består af tre dele. Den første del består af en statistisk analyse af data fra forskningsprojektet Danmark i Bevægelse, der bl.a. omfatter en spørgeskemaundersøgelse af unge og voksnes (15 år+) bevægelsesvaner i Danmark, som godt 163.000 borgere besvarede i oktober og november måned 2020.

Den anden og den tredje del består af interviews med borgere med indvandrerbaggrund med sigte på dels at belyse egne erfaringer med og motiver for deltagelse i idrætsforeninger, dels at belyse erfaringerne med og holdningerne til deres børns deltagelse i idrætsforeninger. Rapporten med analyserne forventes offentliggjort i april eller maj måned.

Forskere på projektet: Bjarne Ibsen, Eva Berthelsen Schmidt og Mathilde Skov Kristensen


Sidst opdateret: 19.10.2023