Skip to main content
DA / EN

NAVADA

FNUG bidrager til projektet Naturvidenskabelig almendannelse i dagtilbud (NAVADA) ved at huse og vejlede to ph.d.-stipendiater, som er ansat i projektet

Projektet NAVADA  hører hjemme på Københavns Professionshøjskole, som med projektet ønsker at styrke 0-6-årige børns naturvidenskabelige almendannelse. Det vil de gøre ved at etablere et fælles og samlende videns- og forskningsmiljø, der skal fremme børns nysgerrighed og undren og give dem erfaringer med at finde svar på deres undren. Børnene skal forbinde deres oplevelser i og med naturen med deres forståelse og interesse for natur og bæredygtighed.

FNUG indgår i projektet ved at huse to ph.d.-stipendiater i projektet, som begge har professor Connie Svabo, centerleder på FNUG, som hovedvejleder, og de to stipendiater Karen Bollingberg og Søren Krogh Hansen bliver derfor de næste tre år en del af forskningsmiljøet i og omkring FNUG.

Karen Bollingberg skal undersøge, hvilke forudsætninger der skal være til stede for at udvikle pædagogers kompetence og tro på egne evner til  at udvikle og forankre sciencepædagogiske lege- og læringsmiljøer i daginstitutioner. Herunder hvilke organisatoriske og institutionelle rammer, der understøtter pædagogers sciencepædagogiske kompetencer og deres arbejde med sciencepædagogiske lege- og læringsmiljøer. Bivejleder på ph.d.-projektet er professor Anja C. Andersen, som også er tilknyttet FNUG.

Søren Krogh Hansen skal undersøge, hvordan udvikling af et institutionelt matematisk rum i daginstitutioner har betydning for sciencepædagogiske lege- og læringsmiljøer og for en styrkelse af børns naturvidenskabelige almendannelse. Hans undersøgelser skal give ny viden om, hvordan pædagoger kan identificere, etablere og konstituere et naturorienteret institutionelt rum for matematisk opmærksomhed, og et rum for matematisk dannelse i danske daginstitutioner.

Editing was completed: