Skip to main content

Hvorfor læse tysk?

På verdensplan lærer mere end 15 mio. mennesker tysk. Nogle af dem gør det på Tyskuddannelsen på SDU – og det er der gode grunde til. I Danmark er tysk et vigtigt fremmedsprog både i uddannelse, kulturliv og erhvervsliv.

Tyskland er ikke bare én af verdens vigtigste økonomier, men også den med størst betydning for Danmark. Politisk spiller Tyskland en afgørende rolle i EU, og tysk kultur har både i fortid og nutid en central betydning for den danske kultur.

En moderne og klassisk uddannelse

Hvis du vælger at læse en kandidat i Tysk, kan du fordybe dig i en klassisk humanistisk disciplin med et moderne fokus. Der vil i de kommende år være et stigende behov for kandidater med indgående kendskab til tysk sprog, kultur og samfund – både i erhvervslivet og den offentlige sektor, især på uddannelsesområdet.

Tyskuddannelsen på SDU er kendetegnet ved sit nutidige fokus på det tyske sprogs, samfunds og kulturs udvikling – altid set i en historisk sammenhæng. Som kandidatstuderende nyder du godt af et stærkt og aktivt forskningsmiljø og arbejder selvstændigt med opgaver, der i princippet er små forskningsprojekter.

Undervisningen foregår på tysk, så din viden om tyske forhold kombineres med stærke sproglige kompetencer. Disse kan udbygges gennem udlandsophold, og SDU’s geografiske placering giver gode muligheder for studieture til fx Lübeck, Flensborg, Hamborg og Berlin.

Hør om uddannelsen

Hør studieleder Klaus Geyer fortælle om kandidatuddannelsen i Tysk.

 

Jobmuligheder

Med en kandidatuddannelse i Tysk kan du undervise på de gymnasiale uddannelser. Du kan også finde job inden for eksempelvis:

  • medie- og kommunikation
  • eksportvirksomheder eller virksomheder med internationale forbindelser
  • offentlige myndigheder

Derfor skal du læse Tysk

  • Der er stigende efterspørgsel på tyskuddannede akademikere.
  • Der er mulighed for studieture og udlandsophold i tysktalende lande.
  • Din fagprofil er bred, og du kan arbejde både i den private og den offentlige sektor – inden for mange forskellige typer jobs.