Skip to main content
Forside

Samarbejde mellem Det Samfundsvidenskabelige Fakultet og OUH

I 2017 igangsatte de fem regioner projektet Aktiv Patientstøtte. I projektet yder sygeplejersker telefonisk støtte og coaching til borgere, som hyppigt har akut kontakt til sundhedsvæsenet, og som er i risiko for flere akutte indlæggelser. 

Udenlandske studier tyder på, at telefonisk støtte til disse patienter og rådgivning om muligheder for mere hjælp fra sundhedsvæsenet kan øge livskvaliteten og mindske antallet af indlæggelser. Frem til 2019 forventes ca. 15.000 patienter på landsplan at få glæde af indsatsen.

Projektet er et randomiseret, kontrolleret forsøg, hvor man tilfældigt fordeler patienterne i to grupper, hvor den ene gruppe deltager i projektet og indgår i samtaler med sygeplejersker, mens den anden gruppe er kontrolgruppe. På den måde kan forskerne følge de to grupper af patienter over tid og undersøge effekten af indsatsen.

Tværfaglig forskning sikrer effektmåling af indsatsen

Center for Innovativ Medicinsk Teknologi ved OUH står for indsatsen i Region Syddanmark, og 20 sygeplejersker er ansat til at hjælpe patienterne. Sideløbende med det følger sundhedsøkonomiske forskere effekten af indsatsen. 

OUH leder den økonomiske forskning i samarbejde med COHERE – Center for Sundhedsøkonomisk Forskning ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.  Denne forskning skal sammen med forskning i de kliniske, organisatoriske og patientmæssige effekter danne grundlag for, om projektet Aktiv Patientstøtte skal være et tilbud til danske patienter i fremtiden. 

- Den sundhedsøkonomiske evaluering skal sikre, at vi kender gevinsterne og de økonomiske konsekvenser, før vi ruller indsatsen ud til alle danske patienter, siger Kristian Kidholm, lektor ved COHERE. 

Resultaterne skal give os svar på, om Aktiv Patientstøtte giver patienterne et bedre behandlingsforløb, sikrer behandlingen af de svageste patienter og reducerer de samfundsøkonomiske omkostninger ved behandling af patienterne. 

- Center for Innovativ Medicinsk Teknologi er i samarbejde med de kliniske afdelinger på OUH i gang med mange studier af telemedicin og apps til patienterne. Det er håbet, at projektet Aktiv Patientstøtte sammen med disse studier kan reducere antallet af indlæggelser og derved bane vejen for den effektivisering, der er forudsætningen for Nyt OUH, udtaler lektor Kristian Kidholm.

Fakta om Aktiv Patientstøte

I projektet undersøger forskerne de samfundsøkonomiske effekter ved at indsamle data om: Omkostninger per patient, effekten på sygehusforbrug, efekten på kommunalt forbrug og effekten på lægebesøg

Sidst opdateret: 09.12.2020