Skip to main content
Forside

Samarbejde mellem Det Naturvidenskabelige Fakultet og OUH

Har livsstilsmønstre og bestemte gener betydning for, om man udvikler overvægt? Opstår overvægt fordi nogle gener interagerer?  Det vil et tværfagligt forskningsprojekt mellem Det Naturvidenskabelige Fakultet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og OUH finde ny viden om.

I projektet indgår enæggede tvillinger, fordi deres gener er ens. Nogle gange udvikler den ene tvilling overvægt, mens den anden ikke gør, og det er netop det forskerne finder interessant at undersøge. Som en del af projektet, skal blod- og celleprøver fra 30 enæggede tvillingepar undersøges. Det løber op i adskillige millioner data, som det er umuligt at analysere uden en supercomputer. 

 - Jeg arbejder tæt sammen med lektor Richard Röttger fra Institut for Datalogi og Matematik. Den viden som han og flere datalogistuderende bringer ind i projektet er afgørende for resultaterne. Jeg er uddannet inden for medicin og har omfattende viden om genetik. Når vi samarbejder, får vi resultater, som ellers ikke var mulige, siger professor og forskningsleder Qihua Tan fra Human Genetik, Klinisk Institut.

Målet er at indkredse bestemte geners funktion i forhold til overvægt for på sigt at kunne bekæmpe overvægt hos mennesker.

Hvad er en supercomputer?

ABACUS 2.0 hedder den supercomputer, som står på SDU. Den er 10.000 gange hurtigere end en personlig computer. ABACUS 2.0 bliver anvendt af forskere og virksomheder inden for alle fagdiscipliner til at løse komplekse, beregningsmæssige problemer ud fra store datamængder.

Sidst opdateret: 09.12.2020