Skip to main content

Undervisningsfaciliteter og studiemiljø på Nyt SUND

Nyt SUND er overordnet udlagt i tre nord-sydgående spor fra SDU i nord til Nyt OUH i syd. Mod vest placeres laboratorier, i midten kontorarealer og mod øst et gangforløb med undervisningslokaler, pause-arealer, mødesteder og studiezoner, Vidensaksen.

Studieområde 

Undervisningslokaler og studiezoner er placeret centralt og sammenhængende i forbindelse med Vidensaksen, så der skabes et levende studiemiljø. Undervisningsfaciliteterne er desuden placeret, så de studerende vil få et naturligt tilhørsforhold til både universitetet og universitetshospitalet. 

Se en oversigt over undervisnings- og studiezoner på Nyt SUND her.  

Læs mere om undervisningsfaciliteterne og studiemiljøet nedenfor og få et indblik i, hvad du som studerende kan se frem til på Nyt SUND.

Undervisning og studiemiljø i Nyt SUND-bygningen:

På første sal af det østlige spor løber Vidensaksen, som er forlængelsen af Stenten i den eksisterende SDU-bygning. 

Længst mod nord i Vidensaksen finder du to auditorier, som ligger i forbindelse med hovedindgangen til SUND.  Bevæger du dig mod syd, kommer du forbi studenterorganisationsrummet, grupperum og holdlokaler. I samme passage finder du desuden studiezonefaciliteter til individuel fordybelse og gruppearbejde.

Studiecelle

Længere mod syd passerer du vandelementet ved Killerup Rende, hvor du finder et stort spiseområde med udkig til naturen. Her kan du også købe en sandwich og en kop kaffe i et kantineudsalg.

Ved alle tværgange, som forbinder Vidensaksen med med kontorsporet og laboratoriesporet, er der let og lys passage til undervisningsfaciliteterne i stueplan – og udgang til udearealerne. 

 

Fra Nyt SUND til Nyt OUH

Fortsætter du ad Vidensaksen mod syd hen over Killerup Rende, kommer du til Koblingsbygningen, som forbinder Nyt SUND med Nyt OUH. 

Visualisering af broen over Killerup Rende

I Koblingsbygningen er det tredje auditorium placeret.  Her finder du også færdighedslaboratorier, dissektionssal, et anatomarium og flere holdlokaler. Fra koblingszonen er der desuden adgang til Nyt OUHs færdighedslaboratorier og øvrige faciliteter.

Herunder kan du se en video, der illustrerer opbygningen af koblingszonen:

 

Fra Nyt SUND til SDU

Hvis du bevæger dig tilbage gennem Nyt SUND og ind i den eksisterende SDU-bygning, vil du som SUND-studerende også have adgang til kantiner, bibliotek, boghandel, SDU Fitness og de øvrige studentertilbud her.

Der vil også være undervisning i den eksisterende SDU-bygning, som fx laboratorieundervisning i Oasen på Naturvidenskab, store forelæsninger i U45 eller i andre undervisningsfaciliteter på universitetet.

Du får derfor adgang til et stort og alsidigt studiemiljø med lokale ’SUND-lommer’ i Nyt SUND og med masser af muligheder sammen med SDUs øvrige studerende – både ude og inde.

Hovedindgang SUND

Letbanen kommer til at holde ved Nyt SUNDs hovedindgang mod nord (det er der, hvor Stenten stopper i dag) og ved koblingsbygningen mod syd på den anden side af Killerup Rende. Herfra bevæger du dig let ind til undervisningsfaciliteterne.

Skal du til anatomiundervisning, ligger det i koblingsbygningen mod syd, mens du finder de store auditorier både mod nord ved Nyt SUNDs hovedindgang og ved koblingsindgangen.

Kommer du på cykel, finder du cykelparkering ved både Nyt Sunds hovedindgang og hovedindgangen i koblingsbygningen. Du kan også finde plads til din cykel ved de decentrale indgange under Nyt SUND-bygningen, hvor du går direkte ind til holdlokaler og grupperum. Der bliver etableret 500 cykelparkeringspladser, hvoraf ca. 300 er overdækkede.

Nyt SUND med letbanen til højre og det eksisterende SDU længst væk

Under den nord-sydgående bygning, der svæver på førstesalsniveau, finder du lyse undervisningsfaciliteter med let udgang til udearealer på stueplan.

Udearealerne bliver indrettet med gårdhaver mellem bygningskroppene, mens naturen bliver trukket tæt ind under bygningerne på terræn. Her vil den danne ramme om områder til møder, afslapning og legende bevægelse.

Imellem bygningskroppene etableres gårdhaver med terrasser

Som en del af Active Living-konceptet vil et rigt system af gang- og cykelstier ligeledes opfordre til daglig brug af omgivelserne, som kan bidrage til et sundt og aktivt studiemiljø.

Læs mere om udearealerne og landskabet omkring Nyt SUND her.

Der er tre auditorier i Nyt SUND. Det ene er et helt klassisk auditorium. Det andet har en bred trappeopbygning, som tillader en undervisningsform, hvor man kan vende sig og have korte gruppearbejder i løbet af undervisningen.

Det tredje har helt fladt gulv, som muliggør mange opstillinger og undervisningsformer. Inden ibrugtagning af Nyt SUND, skal der beskrives tre scenarier for brug af dette auditorium, som er i tråd med og understøtter de ønskede undervisningsmetoder i SUND.

Alle tre auditorier vil have plads til maksimalt 225 personer. Ved behov for større kapacitet anvendes auditorium U45 i den eksisterende SDU-bygning.