Skip to main content
CISC - Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund

Brugerundersøgelse af AquaPunkt-vandtræning

CISC har gennemført en brugerundersøgelse af Gigtforeningens træningskoncept AquaPunkt-vandtræning.

Gigtforeningen lancerede i 2009 et nyt træningskoncept, der var specielt udviklet til brug i vand, AquaPunkt-vandtræning. Meningen med AquaPunkt-vandtræning er at give mennesker, der er i risiko for at udvikle en muskel- og skeletsygdom, et tilbud der på baggrund af den nyeste forskning styrker kroppen, lindrer ømme muskler og forebygger problemer i led, ryg og muskler, inden de bliver permanente.

Gigtforeningen stiller i forbindelse med AquaPunkt-vandtræning øvelsesvejledninger og redskaber gratis til rådighed i 146 danske svømmehaller, samtidig med at de uddanner personale, AquaCoaches. At det er gratis for brugerne af svømmehallerne at anvende de rekvisitter, der stilles til rådighed, betyder, at orienteringen om tilbuddet, og brugen af rekvisitterne, er den største barriere for systemets udbredelse.

Det overordnede formål med nærværende undersøgelse er at beskrive brugernes oplevelse af og adfærd i forhold til AquaPunkt-vandtræning. Desuden skal undersøgelsen belyse, hvordan brugerne af AquaPunkt-vandtræning vurderer det tilhørende træningskoncept, samt belyse, om AquaPunkt-vandtræning har medvirket til en ændret oplevelse af svømmehallen, og hvorvidt det har påvirket brugeradfærden i svømmehallen.

Peter Mindegaard og Bjarne Ibsen: Brugerundersøgelse af AquaPunkt-vandtræning. Odense: Institut for Idræt og Biomekanik, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, 2014. 
Movements, 2014:3 (pdf)

Redaktionen afsluttet: 06.05.2014