Skip to main content
CISC - Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund

Idrætspuljen under Åben Skole i Odense Kommune

Med folkeskolereformen i 2014 blev skolerne forpligtet til at søge at samarbejde med lokalsamfundets kultur-, fritids- og idrætsforeninger, med kunst- og kulturskoler samt med andre lokale fritids- og klubtilbud. Samarbejdet skal både bidrage til, at eleverne lærer mere, og at eleverne får et ’større kendskab til det lokale foreningsliv og det omgivende samfund generelt’. Med sigte på at fremme samarbejdet mellem især idrætsforeninger og andre fritidsforeninger har Odense Kommune oprettet en pulje, som kommunens foreninger kan ansøge med sigte på at samarbejde med en eller flere skoler om aktiviteter i ’Åben Skole’.

Formålet med undersøgelsen er at belyse både elevernes, skolernes og idrætsforeningernes udbytte af samarbejdet omkring ’Åben Skole aktiviteter’. Undersøgelsen blev gennemført på tre skoler i sidste halvdel af 2018, hvor syv idrætsforeninger stod for aktiviteter. Undersøgelsen omfattede a) observationer af undervisning og aktiviteter på skolerne, som foreningerne stod for, b) fokusgruppeinterviews med medarbejdere fra de tre skoler, c) fokusgruppeinterviews med skolerne, d) spørgeskema til alle foreninger, der har fået støtte fra puljen, e) spørgeskema til alle skoler i Odense, f) et mindre spørgeskema til elever, der havde deltaget i et undervisningsforløb, som en forening stod for, samt g) uformelle interviews med elever under og efter undervisningen.

Undersøgelsen viser bl.a., at

  • Eleverne foretrækker aktiviteter, der har fokus på de rekreative og sociale elementer.
  • Eleverne er meget glade for den undervisning, som foreningerne står for.
  • Skolerne er glade for de undervisning og de aktiviteter, som foreninger står for. Bl.a. fordi det giver ’ autentiske foreningsoplevelse’
  • Foreningstrænerne betragtes som dygtige og kompetente af både skolemedarbejdere og elever, selvom det ikke altid lykkes trænerne at inkludere alle elever i aktiviteten.
  • For skolerne er samarbejdet med foreninger en måde at skabe variation i skoledagen og styrke fællesskabet mellem eleverne. Skolemedarbejderne bruger kun i begrænset omfang aktiviteterne i den ’almindelige’ undervisning.
  • Foreningerne indgår først og fremmest i samarbejde med skolerne for at kunne udvide kendskabet til foreningens idrætsgren, selvom de ikke har oplevet medlemsfremgang på grund af samarbejdet.

 
Projektets varighed: 2018
Finansiering: Odense Kommune
Forskere på projektet: Christian Røj Voldby, Christina Meisner Jørgensen og Bjarne Ibsen

Publikation:
Voldby CR, Jørgensen CM, Ibsen B. Undersøgelse af Idrætspuljen under Åben Skole i Odense Kommune. Odense: Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, 2019.
Movements, 2019:1 (pdf)


Sidst opdateret: 19.10.2023