Skip to main content
Center for Landdistriktsforskning - CLF

Nyhedsbrev 16. 21. februar 2008

Nyt Selskab for Landdistrikts- og Regionale Studier

IFUL har taget initiativ til stiftelsen af et Selskab for Landdistrikts- og Regionale Studier med det formål at samle forskere, politikere, embedsfolk og andre interesserede  til diskussion omkring aktuelle emner . Institutleder Flemming Just siger: "Jeg har været aktiv i et par andre lignende selskaber og har oplevet meget frugtbare drøftelser mellem forskere og praktikere. Landdistrikter, lokalsamfund og yderområder står over for en række udfordringer i de kommende år, og her kan det være godt at få en fordomsfri diskussion og få peget på konkrete områder, hvor der er behov for mere viden."

Foreningens primære aktivitet vil være et årsmøde og udgivelse af en efterfølgende rapport. Der vil blive afholdt en stiftende generalforsamling til efteråret i forbindelse med  selskabets første konference (annonceres snarest).

Indtil da fungerer en foreløbig bestyrelse med følgende medlemmer:

·    Forskningsleder Henrik Christoffersen, Anvendt Kommunal Forskning

·    Lektor Jørgen Møller, Aalborg Universitet

·    En repræsentant for Landdistrikternes Fællesråd

·    Konsulent Anette Prilow fra Danske Regioner

·    Lektor Gunnar L.H. Svendsen, IFUL, Syddansk Universitet 

 

IFUL med i stort muslingeprojekt 

Det Strategiske Forskningsråd har bevilget over 12 mio. kr. til et projekt som skal udvikle muslingeproduktion og -afsætning i Danmark. Projektet ledes af Hans Ulrik Riisgaard, leder af Marinbiologisk Forskningscenter, som er en afdeling under Syddansk Universitet beliggende i Kerteminde. Projektet foregår i perioden 2008-12, og IFUL skal bidrage med udvikling af et innovationssystem og arbejde med hvorledes muslinger kan brandes og i højere grad blive interessante for forbrugere, restauranter og detailhandel. Titlen på projektet er MarBioShell, og det har sin egen hjemmeside: http://marbioshell.biology.sdu.dk.

 

Contact Point 

I forbindelse med EU's store landdistriktsprogram skal der etableres et såkaldt Contact Point , der skal følge programmet i alle 27 medlemslande og foretage analyser og skabe netværksaktiviteter. IFUL er blevet bedt om at være dansk partner. Der er tale om et meget stort projekt, idet der samlet kan søges 3,5 mio. euro om året. Hovedansøgeren i det store konsortium vandt kontrakten for  landdistriktsprogrammet Leader I og II , så vi krydser fingre for at det også lykkes denne gang. For IFUL vil det kun betyde ca. en måneds arbejde om året, men det vil give adgang til et meget interessant netværk og mange værdifulde informationer. 

 

Støtte til forskning vedrørende ”migrant workers”

Institutleder Flemming Just har på vegne af en gruppe europæiske forskere fået bevilget kr. 103.000 fra Syddansk Universitets globaliseringspulje til forberedelse af 1-2 forskningsprojekter om konsekvenserne af den voldsomme stigning i antallet af vandrende arbejdskraft fra øst til nord og vest og også fra øst til syd (især Grækenland og Portugal). Arbejdet vil især fokusere på migrerende arbejdskraft inden for landbrug, skovbrug og gartneri. Overordnet vil vi analysere konsekvenserne for såvel lokalsamfund som for virksomheder i både de modtagende lande og i de afgivende lande.  Et første møde i projektgruppen finder sted i midten af marts i Helsinki, og IFUL vil senere være vært for et større europæisk netværksmøde.

 

Bibliometriske udvalg

Fra 2009 vil en del af universiteternes bevillinger blive fordelt efter, hvor mange artikler forskerne offentliggør i anerkendte, internationale tidsskrifter. Derfor har Videnskabsministeriet igangsat et større udredningsarbejde, der skal fastslå, hvilke tidsskrifter og forlag der hører til den kategori, og også give de forskellige tidsskrifter points efter deres internationale status. Til dette store vurderingsarbejde er der nedsat omkring 70 såkaldte bibliometriske udvalg inden for alle videnskabelige discipliner og med omkring fem anerkendte forskere i hver gruppe. Flemming Just og Gunnar Svendsen fra IFUL er kommet med i de nationale grupper for hhv. geografi og sociologi.

 

Tove Brink: ph.d.-stipendiat fra 1. februar 2008

Cand.merc. Tove Brink er fra 1. februar ansat i et 3-årigt ph.d.-stipendium. Stipendiet er knyttet til forskningsprojektet ”LIV” (innovation i landbrugsrelaterede virksomheder) og vil med udgangspunkt i et konkret initiativ inden for plantemedicin især fokusere på sammenhængen mellem innovation og læring: under hvilke betingelser kan innovation og læring understøtte hinanden og skabe fremdrift, og under hvilke betingelser skabes hindringer for fremdrift? Tove Brink, der desuden er MBA i strategi og organisationsudvikling, har bl.a. været projektleder ved Danfoss og administrationschef ved EUC Syd samt i en årrække ekstern lektor ved Syddansk Universitet på HD- og cand.merc.-studierne.

 

Ny adjunkt ved IFUL

Efter udløbet 14. februar af ansøgningsfristen til et nyt adjunktur ved IFUL inden for landdistriktsstudier er der nedsat et bedømmelsesudvalg med lektor Gunnar Lind Haase Svendsen som formand. Stillingen forventes besat til april/maj.

Kommentarer til nyhedsbrevet:
Kontakt fuldmægtig Karsten Eskildsen, kes@sam.sdu.dk eller tlf. 6550 4229

Sidst opdateret: 14.12.2023