Skip to main content
Center for Landdistriktsforskning - CLF
Kronik

Kronik: Mere fokus på metodens magi kan styrke LAG-ordningen

Kronik af Annette Aagaard Thuesen, lektor ved CLF, og Karoline Duus Lindegaard, ph.d. ved CLF

Af Line Rømer Poulsen, , 07-04-2025

LAG-ordningen spiller en afgørende rolle i lokal udvikling i Danmark. Hvert år afsættes 93 mio. kr. til de 26 lokale aktionsgrupper, der gennem LEADER-programmet støtter projekter, der skaber arbejdspladser, fremmer innovation og styrker sammenhængskraften i lokalsamfundene. Ordningen har stor betydning, men formidlingen af selve metoden går af og til tabt i et hav af regler.

By-, Land- og Kirkeministeriet har en vigtig opgave i at sætte rammerne for ordningen og sikre en ansvarlig forvaltning af midlerne. Samtidig kan en stærkere formidling af LEADER-metoden bidrage til at gøre arbejdet med ordningen mere smidigt og effektivt. LEADER-metoden, der har rødder i EU og har været anvendt siden 1990'erne, bygger på syv principper, herunder bottom-up-tilgangen, tværsektorielt samarbejde og netværksdannelse. Disse principper understøtter innovation og engagement i lokalsamfundene og gør LAG-ordningen til mere end blot en finansieringskilde.

Den unikke, lokale handlekraft

I Danmark har vi set konkrete eksempler på, hvordan LEADER kan skabe udvikling. Hos Center for Landdistriktsforskning har vi netop gennemført en evaluering af LAG Thy-Mors’ arbejde fra 2014-2022. Evalueringen viser, hvordan lokalsamfund kan mobilisere ressourcer, skabe arbejdspladser og styrke den sociale sammenhængskraft, når LEADER-metoden anvendes aktivt og strategisk. De lokale aktionsgrupper har en unik evne til at udvikle løsninger, der er tilpasset lokale behov, og som centrale myndigheder alene ikke ville kunne udtænke.

Læs den nye rapport

CLF har netop publiceret en ny rapport, som evaluerer LAG Thy-Mors’ arbejde i perioden 2014-2022. Evalueringen undersøger, hvordan LAG-midlerne er blevet anvendt, og hvilke værdier og effekter de har skabt for lokalområdet.

Du kan læse rapporten lige her.

Der findes andre partnerskabsbaserede metoder med lignende potentiale. For eksempel viser erfaringer fra Collective Impact-tilgangen, der bruges til at håndtere komplekse samfundsudfordringer, at en systematisk metodisk vejledning og understøttelse er afgørende for at opnå de ønskede resultater. Hvis metoder som disse ikke understøttes tilstrækkeligt, bliver det sværere at realisere deres fulde potentiale.

Et styrket fokus på metode kan lette arbejdet med regler

Det er forståeligt, at ministeriet har fokus på de administrative rammer, men en styrket formidling af LEADER-metoden kan gøre det lettere at arbejde inden for disse rammer. Ved at tydeliggøre metodens principper kan man understøtte de lokale aktionsgrupper i deres arbejde og minimere risikoen for, at ordningen opfattes som en traditionel tilskudspulje frem for et dynamisk udviklingsværktøj.

Vejen frem

For at styrke de lokale aktionsgrupper og sikre en bæredygtig og innovativ udvikling i landdistrikterne er det væsentligt at anerkende værdien af LEADER-metoden. En mere aktiv formidling af metodens principper, kombineret med vidensdeling og understøttelse af aktionsgrupperne, kan bidrage til at udnytte ordningens potentiale optimalt.

Det er ikke nok at sætte rammen, vi skal også give værktøjerne til at udfylde den. Ellers risikerer vi, at den magi, som LEADER-metoden kan skabe, forsvinder i bureaukratiets grå tåger.

Mød forskerne

Annette Aagaard Thuesen er lektor ved CLF, forsker i LEADER og vilkårene for arbejdet i de lokale aktionsgrupper, landsbyudvikling og lokalrådsorganisering. Karoline Duus Lindegaard har netop modtaget sin ph.d.-grad for en erhvervs-ph.d., som omhandlede systemisk forandring og collective impact.

Redaktionen afsluttet: 07.04.2025