Skip to main content
Center for Landdistriktsforskning - CLF

Aktører til ph.d.-projekt om udvikling af landdistrikternes branding søges!

Har jeres landsby, -sogn, eller -kommune formuleret en fælles fortælling om, hvad der gør jeres sted til noget særlig, en identitet eller billede, som I kommunikerer ud til omverdenen eller internt til jeres egne borgere og lokale virksomheder? Har I en kommunikations- eller markedsføringsstrategi?

Hvis ja, kunne I tænke jer at deltage i et forskningsprojekt om, hvilke processer der bliver brugt til definition af sådan en identitet, og hvordan disse påvirker kommunikationens succes? Så vil vi meget gerne høre fra jer!
 
I vores forrige nyhedsbrev har I kunnet læse om Barbora’s ph.d.-projekt, der på det tidspunkt var i en meget tidlig opstartsfase. Projektet handler om landdistrikternes branding – hvordan landsbyer, -sogne, små øer, eller landkommuner brander sig, dvs. hvad de kommunikerer enten internt (til sine egne borgere, virksomheder mv.), eller eksternt (for at tiltrække nye borgere, nye virksomheder, turister, investeringer, osv.).
 
Det som stederne kommunikerer, den formulerede fælles identitet, er landsbyens brand. Og hvordan den fælles identitet bliver fundet frem til, hvordan budskabet bliver genereret, er brandingprocessen. Hovedfokus i den første del af Ph.d.-projektet er på, hvilke brandingprocesser der finder sted i landdistrikterne, og hvordan processen foregår, samt relationen mellem processen og i hvilken grad de interne aktører kan identificere sig med brandet, og hvor meget de støtter brandet.
 
Nu skal vi snart i gang med at samle data og søger derfor landsbyer, -sogne eller -kommuner, som har et brand og brandingstrategi og som gerne vil deltage i undersøgelsen.
 
Hvis jeres landsby, -sogn, eller -kommune har et brand og brandingstrategi, og I kunne formidle kontakten til relevante aktører, må I meget gerne sende en e-mail til bagu@sam.sdu.dk, eller ringe til Barbora på nr. 65 50 32 79. 

Redaktionen afsluttet: 12.09.2018