Året, der gik 2025
Leder hos Center for Landdistriktsforskning, Egon Noe, ser tilbage på året, der gik 2025.
Det netop overståede kommunalvalg er en slags temperaturmåling på, hvad der rører sig i landdistrikterne og ikke mindst et indblik i, hvordan de mennesker, der bor og arbejder udenfor de største byer, oplever de betingelser, de lever under. Resultaterne af kommunalvalget indikerer, at befolkningen i landdistrikterne i stadig stigende grad føler sig kørt over og afkoblet fra udrulningen af den grønne omstilling på VE-området, de føler sig forladt af den finansielle sektor og afkoblet fra den primære velfærdssektor. Det synes som om, vi i stigende grad er ved at nå engelske og amerikanske tilstande, selvom det helt og aldeles er modstridende med den danske selvforståelse om et lille og sammenhængende land.
For CLF er en af vores vigtigste opgaver at give landdistrikterne et forskningsmæssigt perspektiv på den udvikling, der sker, og de udviklingsmuligheder, der er. I en tid, hvor storbyens dominerende blik på landdistrikterne ofte fremstiller landsbyernes afvikling som en uomgængelig præmis, ønsker vi gennem vores forskning at stille konstruktive og refleksive spørgsmål og være med til at belyse nye og anderledes udviklingsveje. Ikke mindst må CLF være en modvægt til de centrale blikke på landdistrikterne, om end vi må gøre det for beskedne ressourcer.
Lokalrådenes ihærdige arbejde
I forhold til denne opgave har vi i 2025 primært fokuseret på tre områder. Det første omhandler lokalrådenes ihærdige arbejde for forsat at sikre levedygtige landsbyer, tiltrække kommunernes opmærksomhed og ikke mindst at kompensere for de mange nedlæggelser af services. Herunder har vi også fokus på hvorledes kommunerne arbejder med at implementere den strategiske landsbyplanlægning, og dermed kommunernes arbejde med at formulere positive, kontekstspecifikke scenarier for oplandslandsbyerne.
Inspirationskataloger
CLF's forskere udarbejder løbende inspirationskataloger, som er udgivelser, hvor de kondenserer deres forskning og præsenterer det i et kortere format.
Du finder vores inspirationskataloger lige her.
Når den grønne omstilling mister jordforbindelsen
Når vi ser på vores andet indsatsområde, den grønne omstilling set fra et landdistriktsperspektiv, spiller kommunerne også her en stor rolle. De er blevet pålagt en kæmpe opgave i forhold til at sikre områder til etablering af VE-anlæg, hvilket mange steder har ledt til konfliktende interesser mellem afvikling og udvikling af områder. Og i en del tilfælde ført til en meget markant lokal modstand i forhold til etablering af VE.
Her har vi haft fornøjelsen af i samarbejde med Haderslev kommune at forske i, hvordan denne proces kan gribes bedre an i praksis, en forskning der peger i retning af, at vi skal blive endnu bedre til at koble udrulning af VE med lokal udvikling og medejerskab, som man efterhånden er ved at gøre sig nogle erfaringer med rundt omkring.
I forhold til den grønne omstilling har vi også en indsats omkring, hvad det betyder for beskæftigelsen og ikke mindst for arbejderne, når man lokalt går fra en fossil økonomi til en vedvarende økonomi. Noget man for i øvrigt har været rigtig god til i CLF’s hjemby Esbjerg.
Endelig er vi også under den grønne omstilling så småt ved at få noget forskning i gang i forhold til hvorledes den grønne trepartsaftale kan danne grundlag for udvikling i landdistrikterne både i forhold til omstilling i landbruget og i forhold til at anvende de udtagne arealer til at skabe mere attraktive omgivelser til de eksisterende landsbyer.
Mød vores forskere
CLF har en lang række forskere tilknyttet, som alle beskæftiger sig med forskellige emner inden for landdistriksområdet.
Du kan læse mere om vores forksere lige her. Klik på hver enkelt forsker for at se deres seneste udgivelser.
Digital services må ikke ekskludere mennesker i landdistrikterne
Vores tredje indsatsområder handler om muligheder og udfordringer i digitalisering af offentlige servises. Digitalisering, og nu i stigende grad anvendelsen af AI, har potentiale til at eliminere betydningen af fysiske afstande, hvilket er særlig relevant set fra et landdistriktsperspektiv. Men samtidig opstår også risikoen for en afkobling af de mennesker, der ikke har de nødvendige digitale kompetencer. Det er særligt en udfordring i kommunernes yderområder.
Vores arbejde skal ud at virke i praksis
For CLF er det helt afgørende at vores forskning kommer ud at leve i praksis, derfor er vi også glade for de mange gange, vi er blevet inviteret ud for at holde oplæg ved lokale arrangementer, hos kommuner, ved høringer, hos Folkeuniversitet med flere. Ligeledes prioriterer vi den vigtige dialog med de mennesker, som vi tilstræber at være et forskningscenter for, nemlig de mennesker der bor og lever i landdistrikterne. I forlængelse af dette er vi derfor også mægtig stolte af, at vores formidlingsindsats i år er blevet anerkendt af SDU bibliotek med en pris for vores arbejde.
Med dette vil vi gerne sige tak for samarbejdet i 2025 og ønske alle en glædelig jul et godt nytår. Vi ser frem til arbejdet og ikke mindst samarbejdet i 2026.
Med venlig hilsen
Egon Bjørnshave Noe
Professor og leder for Center for Landdistriktsforskning