Skip to main content
Forside

Om projektet Fælles Fritid

Fælles Fritid er et forskningsprojekt, som udføres af Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet i perioden oktober 2023 til juni 2025.

Hvilket problem vil vi løse?

Fritidslivet hos danske børn har undergået store forandringer i de seneste år. Fx er andelen af børn, der er sammen med deres venner i fritiden faldet markant, særligt blandt de 9 til 11-årige. Netop i denne periode ophører SFO-tilbuddet og erstattes ofte af et fritidsklubtilbud, som langt færre vælger at benytte sig af. Et stigende antal børn går således alene hjem efter skole, hvor skærmen leverer adgang til underholdning og vennerne.

Er skærmene gode eller dårlige for børn?

Selvom der er mange positive sider forbundet med den online verden, bl.a. adgang til læring/viden og flere og nye sociale relationer, er der også nogle negative sider. Herunder risiko for social isolation, mistrivsel og inaktivitet for at nævne nogle af de mest betydningsfulde.

Er der stadig tid til…

Leg med venner?
Natur?
Samvær med familien?
Pligter og fritidsjobs?
Musik?

Fælles Fritid har til formål:

At øge deltagelse i fysiske fællesskaber og mindske alenetid med skærme blandt 9-11-årige børn i fritiden.

Hvordan opnås dette?

Med Fælles Fritid ønsker vi at ruste årgangens børn og forældre til at kunne navigere mest hensigtsmæssigt ift. klassens og familiens tilgang til fritidsklub, legeaftaler, fritidsaktiviteter og skærm i fritiden.

Den samlede indsats i projektet er målrettet børn i 3.-4. klasse. Her skal deres familier, skole- og klubpersonale samt andre aktører i lokalområdet gøre en fælles indsats for at styrke børnenes fritidsliv.

Hvordan undersøges effekten af indsatsen?

Projektet bliver videnskabeligt afprøvet, først på 3 skoler i et pilotprojekt i foråret 2023 og senere på 9 forskellige skoler fra foråret 2024 til foråret 2025. Samtidig vil vi følge 9 sammenlignelige skoler, som ikke modtager en indsats, for at undersøge om det er indsatsen, der er årsag til eventuelle forandringer på indsatsskolerne.

Projektet er en del af et 5-årigt forskningsprojekt og bygger på et omfattende forarbejde og tæt samarbejde med forældre, skoler, fritidsklubber, kommuner og samarbejdsorganisationer herunder Ungdomsringen, Just Human og Medierådet for Børn og Unge.

Hvis du har spørgsmål omkring deltagelse, kan du hurtigt finde svar på vores Q&A side eller ved at kontakte forskningsteamet på ffritid@sdu.dk

Information til deltagerne

Læs mere

Se hvem der står bag projektet

Os bag projekt Fælles Fritid

Q&A

På vores Q&A side kan du få svar på de mest stillede spørgsmål.

Spørgsmål og svar

Om støttegiver

Novo Nordisk Fonden støtter Fælles Fritid med 10 millioner kroner.

Novo Nordisk Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond med to hovedformål:

  • At udgøre et stabilt fundament for den erhvervsmæssige og forskningsmæssige virksomhed i Novo Gruppens selskaber
  • At yde støtte til videnskabelige, humanitære og sociale formål.

Fondens ønske er at forbedre menneskers sundhed og samfundets bæredygtighed igennem filantropiske aktiviteter og ejerskab af virksomheder.

Læs mere om Novo Nordisk Fonden



Sidst opdateret: 29.01.2024